← Peter Storms klumme

Sikke en jubilæumsfest

15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Behrendts Hotel · 1906-1978

Sømandsforeningens fastelavnsoptog i Middelfart, 1947.
Foto: Peter Storm

Da Sømandsforeningen i Middelfart fejrede 25 års jubilæum i 1906, var Behrendts Hotel fyldt til bristepunktet. Læs om den storslåede fest med 400 gæster, taler, dans og den særlige sømandsånd, der prægede byen.

Den 7. marts 1906 afholdt Sømandsforeningen i Middelfart sin 25 års jubilæumsfest på Behrendts Hotel. Når man læser det lange referat fra festen i Middelfart Venstreblad, er man ikke et øjeblik i tvivl om, at det må have været en af Middelfarts største og bedste fester nogensinde. Der var anmeldt 3 hovedtalere. Først holdt borgmester Ekeroth, den traditionelle tale for Kongen, Frederik 8. Så holdt sagfører Philip Hansen tale for Middelfart. Og sidst men ikke mindst holdt redaktør Jens Tybjerg tale for sømandsforeningen. Sidstnævnte var redaktør af Middelfart Venstreblad, der således gjorde sig megen umage for at dække den store begivenhed, der blev kaldt storartet. Her følger nogle udpluk fra festreferatet.

”Den ydre ramme om det hele var en flot oplyst og meget smukt pyntet sal. Hvor bordene ved syvtiden stod festlig dækkede. Hver tomme plads var udnyttet, der var ikke mere mellemrum imellem bordene end allerhøjst nødvendig, men det hele afgav et overordentlig festligt skue, da det store selskab på henved 400 mennesker temmelig præcis myldrede ind i salen. De, der ikke var plads i salen og på scenen, tog plads i de tilstødende værelser, hvor der var dækket til en del.”

”Fra forskellige sider er selvfølgelig ydet værdifuld assistance, således havde maler Kalum malet en fortrinlig sømandsskikkelse, der står på en strandbred og byder selskabet velkommen. Det karakteristiske billede var anbragt over opgangen til scenen, og omkring det var arrangeret en smuk flagdekoration.”

”Men det var dog særlig det store festklædte og festglade publikum, der gav festen sin karakter. Man havde glædet sig til denne fest, hvori der deltog mange, der sjælden får lejlighed til at deltage i større fester, og dette i forbindelse med søfolks sunde humør og friske livslyst virkede smittende, så der under den hele fest herskede den bedst mulige stemning.”

”Ved bordet, hvor der var fuldt op af mad og drikke, faldt talerne slag i slag, musikken spillede sine livligste melodier, og de i dagens anledning skrevne sange gjorde stor lykke. Straks efter måltidet, der varede et par timer, blev salen hurtig rydder, og ballet tog sin begyndelse. Salen var overfyldt til dansen, men folk morede sig med hverandre på den fornøjeligste måde til musikken kl. 4 tog sine sidste kraftige strøg og sluttede med en af Hr. Schenstrøms elegante trommehvirvler.”

Sømandsforeningen var stiftet med det hovedformål at skaffe midler til nødlidende og syge medlemmer. Herudover arrangeredes populære arrangementer. Det kunne være en udflugt for familier med både til Gals Klint eller en udflugt med et dampskib fra Vejle til Sønderborg. Derudover var foreningen kendt for sit traditionsrige og fantasifulde fastelavnsoptog. Gennem mange år afholdt foreningen generalforsamling i Toldbod Vinhus. Foreningen blev nedlagt 1978.

Foto Sømandsforeningens fastelavnsoptog 1947.

#Historie#Journalistik#Middelfart Museum#Søfolk#Turisme

Flere klummer