Minde om krigen 1864
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Wedellsborg, Rud · 1864

Oplev Carl E. Simonsens erindringer om 1864, da Middelfarts borgere måtte flygte i frygt for et tysk bombardement. Læs om livet som evakueret på Wedellsborg-godset og mødet med kaptajn Hammer.
Carl E. Simonsen fortæller om tyskernes fremrykning op gennem Jylland mod Fredericia. Herom har jeg tidligere skrevet i lørdagshistorien. Her kommer en opfølgning fra Middelfart.
”En dag kom vægter Henrik Uhl med sin tromme: bommelom, bommelom og oplæste: Herved bekendtgøres, at da det kan befrygtes, at Middelfart af tyskere bliver bombarderet som i 48, anmoder kommandantskabet, at befolkningen uopholdelig rømmer byen; ægtvogne kan fås ved henvendelse på Torvet. Bommelom, bommelom.
Og Henrik Uhl gik videre med sin tromme og sin bekendtgørelse.
Sammen med det halve Middelfart, mine forældre, madam Sørensen (81 år) og onkel Hans Peter og mine brødre forlod vi byen. Vi havnede hos gårdfæsterske under Wedellsborg Ane Dorthea Jeppesen på Rud. Her var stor indkvartering, et kompagni af 5. regiment under kaptajn Hammer (senere general), og Ane Dorthea var i stor forlegenhed for hvor skulle hun skaffe plads til disse Middelfartsgæster?
Men kaptajn Hammer ordnede hurtigt forholdene og sagde til moder: Jeg så straks, De var fra Middelfart, thi alle drengene havde jo magentarøde strømper på – nu skal jeg ordne forholdene. De får storstuen, jeg spærrer døren ind til mig, og så får De og Deres udgang gennem et af vinduerne … Jeg sender Dem en tømrer, der kan lave dem en slags indgang. Og sådan blev det. Men da så natten kom, blev madam Sørensen, der led af astma, syg og klagede sig stærkt. Kaptajn Hammer vågnede, bankede på døren og råbte: Er der nogle syge, skal vi hente lægen?
– Nej svarede moder, det er bare den gamle madam Sørensen, som har sin astma; bare vi havde en pægl rom, så plejer det at gå over.
Og den gamle 81-årige madam Sørensen fik en overordentlig stor hjertestyrkning og faldt straks i søvn – men næste dag kom kaptajn Hammer til moder og sagde, at vi måtte se at finde et andet opholdssted for den gamle kone, da han måtte have nattero, da han hver anden nat havde strandvagt; man ventede at fjenden ville gå over Lillebælt.
Madam Sørensen fik så logis i kostalden; køerne var på græs, og der blev hun boende, så længe vi var på Rud.
En dag kom kaptajnen og spurgte moder, om hun ikke kunne lave en officersmiddag.
Jo svarede Moder, det kan jeg sagtens, jeg har tjent hos baronesse Gyldenkrone i Nyborg; blot jeg får, hvad jeg skal bruge. Og middagen kom i stand. En dag bagte moder snese af tykke pandekager til soldaterne. Pandekager med sirup på – og moder fik som tak: røgede lammelår, kommensost… Hvor fik soldaterne disse sager fra? Hvad var det for sorte skygger, der stjal kartofler i haverne om natten og plyndrede frugttræer og buske og brændte plankeværker i byerne under feltkedler og gryder?
Krig er krig!”
Kilde: Carl E. Simonsen: 50 Aar som Skribent. W. Winckelmann’s Forlag 1937.
Illustration: Vægter Uhl.
#1864#Historie#Lillebælt#Wedellsborg


