← Peter Storms klumme

Middelfart Havn omkring 1864

15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart Havn, Brogade · 1860-1866

Tegning af Middelfart havn med toldbygningen, skibe og kirken i baggrunden fra 1864
Foto: Peter Storm

Oplev Middelfart havn i 1864 gennem den unge Godfred Christensens streg. Fra travlt færgested med toldbygning og smakkejoller til et indblik i byens gamle bagbygninger før jernbanens ankomst.

På forsiden af ”Illustreret Tidende” fra den 31. juli 1864 er et billede af Middelfart havn set fra øst tegnet af den ganske unge kunstner Godfred Christensen.

Vi ser toldbygningen opført 1846 som den centrale bygning og til højre for denne skibene i havnen. Helt til højre ses to smakkejoller under sejl og herefter følger i havnen to jagter med hver en mast samt ved inderkajen en tomastret skonnert. På denne tid var der endnu tale om et travlt færgested, indtil jernbanen med færgehavn i Strib fuldførtes i 1866.

Til venstre for toldbygningen ses en større toetages bygning. Det er en bagbygning til garver og skomagermester Hans Christian Greves hus i Strandgade (Brogade). Det er velsagtens denne bagbygning, man endnu kan se en stump af op til den nordlige kirkegårdsmur. I 1860 havde Greve to skomagersvende og en skomagerlærling i sit brød.

På tegningen synes kirken for lille og trukket for meget i baggrunden. Det kan skyldes den kunstneriske frihed, hvor det er havnemotivet, der har optaget kunstneren. Måske kan det også skyldes, at den er føjet til senere efter hukommelsen. Man bemærker, at kirketårnets kamtakker er afrundede. Det er korrekt nok, idet tårnet først ved en renovering i 1863 fik de nu kendte trappegavle. Kunstneren har i øvrigt også taget noget let på tårnets glugger.

Den kun 15-årige kunstakademielev Godfred Christensen opholdt sig i sommeren 1861 i Middelfart som tegnelærer for den unge købmandsfrue Beate Berg og et par af hendes veninder. Mon ikke det så er en skitse fra dette ophold, han har arbejdet videre på efter sin tilbagekomst til København. Krigen 1864 aktualiserede et behov for at vise det Danmark, som lå nær krigszonen, og her har kunstneren så kunnet være behjælpelig.

#Arkitektur#Færgefart#Historie#Middelfart Museum#Skibsfart

Flere klummer