Lidt om Caroline Amalie Fønss
15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl, Grimmerhus, København · 1800-tallet

Mød Caroline Amalie Fønss, født på Hindsgavl i 1818. Fortællingen følger hendes liv fra barndommen ved Lillebælt til de fornemme stuer i det Thottske Palæ og enkesædet på Grimmerhus.
Hvordan bor fornemme folk? Her er et eksempel fra en lejlighed på første sal i det Thottske Palæ på Kongens Nytorv (i vore dage kendt som Den franske Ambassade). I stuens bagerste hjørne med lysindfald fra det store vindue, sidder en ældre kvinde ved sit skrivebord. Hende er det, vi skal dvæle ved. Det er nemlig Caroline Amalie Reedtz-Thott, født Fønss.
Så er vi på hjemmebane. Hun blev født på Hindsgavl i 1818. Hendes forældre var det unge godsejerpar, Niels Basse Fønss og Louise Fønss, født Wedel-Heinen. Der var i forvejen en storesøster Karen Julie, der var født 1814. Siden kom lillebror Niels Basse og som den sidste lillesøster Mathilde til.
Caroline Amalie blev i 1845 gift med baron Otto Reedtz-Thott til Gaunø. Hun blev hans tredje hustru. Baronens første hustru var død i 1835. Hans anden hustru blev så Karen Julie Fønss, der døde 1844. Baronen selv døde i 1864 og hans enke Caroline Amalie overlevede ham i nogle år indtil sin død 1869.
Lillesøster Mathilde Fønss, født 1829, holdt sit bryllup med Heinrich Kauffmann på Gaunø i 1851 hos storesøster Caroline Amalie og dennes mand. Som barn havde Mathilde ofte tilbragt lange ferier på Gaunø hos sine storesøstre.
Enkebaronesse Caroline Amalie var som sine søskende tæt knyttet til Hindsgavl. Da pigernes mor Louise Fønss, døde på enkesædet Grimmerhus i 1864, blev det Caroline Amalie, der en kort tid overtog lejemålet og boede her sammen med sin eneste og da giftefærdige datter, indtil hun flyttede ind i palæet på Kongens Nytorv.
Den fine akvarel er udført af Christian Hetsch i 1865. Desværre her gengivet sort-hvid.
#Arkitektur#Grimmerhus#Hindsgavl#Historie


