Lensgreven sprang fuldt påklædt i vandet

I en bog fra 1911 med titlen ”Danske Jorddrotter” får en pæn del af den danske adel det glatte lag og en satirisk omgang. Forfatteren Chambellan optræder under pseudonym. Hans rette navn er Carl Dahlstrøm. Han er skovrider og har også journalistisk åre. Han skriver bl.a. til Politiken. Han har tjent på en række godser og har derfra en viden om stort og småt. I forordet skriver han:

”Tanken hvorfra disse artikler opstod, var den. Lad os give ikke en monografi af samtlige danske jorddrotter, men korte skitser, let henkastede sortkridtstegninger af typiske personligheder blandt disse. Lad os vise, hvordan de lever deres liv, hvordan der tænkes og føles i denne lille privilegerede kaste, der flyder igennem samfundet uden nogen forbindelse med det, uden at slå rod i det, uden at være i kontakt med dets følelser og stemninger.”

En undtagelse blandt de mange skarpe beskrivelser er den om lensgreve Bengt Wedell-Wedellsborg. Han starter som ung baron på den mindre herregård Borupgård mellem Skanderborg og Horsens. Han driver denne gård udmærket. Dens besætning regnes for en af de bedste i Midtjylland. Han blev anset for en dygtig landmand, var et flittigt og virksomt medlem af amtsrådet. Man vidste nok, at han var stamherre til grevskabet Wedellsborg.

Da han overtager Wedellsborg, er det forsømt. Han får det bragt i udmærket drift, bygger om og bygger nyt. Han bringer orden i skovene. Han træder helt sin egen vej i administrationen af godset, idet han fortsætter med at have bøndergodset i fæstetvang. Om dette er klogt, må tiden vise.

Så følger en lille historie om hans særhed til helt at turde gøre, hvad han selv vil. Han har greverne Frijs og Raben til middag en sommerdag. Efter middagen spadserer de ned til badehuset. Her kommer de i snak, om nogen dog kunne finde på at springe fuldt påklædt i vandet uden at det gjaldt om at redde menneskeliv. De to grever på besøg mener nej, men Wedell mener ja. De vædder så om, hvor vidt han vil gøre alvor af det. I fuldt middagsdress springer han på hovedet i vandet. Ikke fordi indsatsen var særlig stor. Heller ikke gjorde han det af ungdommelig kådhed. Forfatteren mener, at det var en pirrende lyst til at demonstrere, at han ikke var bange for at gøre, hvad andre kviede sig ved. Derfor bragte han sig i den for en lensgreve højst aparte situation.

I øvrigt har grev Wedell aldrig deltaget i det politiske liv. Han er til gengæld præsident for Landhusholdningsselskabet og beklæder en række offentlige tillidshverv. Han lever som enkemand. Grev Frijs’ ældste datter er gift med stamherren til Rosenholm. Denne er derfor også nærmeste arving til Frijsenborg, da grev Frijs ikke har sønner. Det kan ende med, at de to store godser bliver til et. Og sådan gik det.

Note: Bengt Wedell-Wedellsborg (1840-1922). Gift med Maria Elisabeth Knuth (1849-1894). Bengt Wedell-Wedellsborg overtager Wedellsborg 1883. Wedellsborg overgår til Bengt Wedell-Wedellsborgs søn Juliius Wedell-Wedellsborg i oktober 1920.

Illustration fra omtalte bog.