Landsbyen Husby
15. oktober 2026 · Peter Storm · Husby, Wedellsborg, Vestfyn · 1200-tallet og frem

Dyk ned i historien om landsbyen Husby, hvis navn kan spores helt tilbage til 1295. Læs om teorierne bag navnet og den mægtige ridder Niels Hamundsen, der måske regerede over krongodset fra et befæstet stenhus.
En selvfølge er det, at der er huse i en by. Naturligvis gælder det også i en landsby. Hvordan kan det så være, at vi har en vestfynsk landsby, der hedder Husby? Og har gjort det siden tidernes morgen. Første gang vi støder på navnet er i 1295 og siden har navnet ligget fast. Navnet kendes også fra andre landsdele. Ikke så meget i Danmark, lidt mere i Norge og ganske meget i Sverige. En teori er, at der kan være tale om en gård eller en landsby, der tilhører kongen eller kirken. I Sverige kender man udtrykket en husabymand, der betegner en kongelig lensmand.
Den tidligst kendte besidder af vores Husby er ridderen Niels Hamundsen. Han kan måske netop opfattes som kongelig lensmand og Husby måske krongods. Det er dog gisninger. Hus kan betyde forskelligt. Det kan henvise til en befæstning eller en velbygget gård. Det kan have forbindelse til begrebet huskarl, der på oldnordisk er en hirdmand, altså en fornem person, der tilhørte kongens hus eller hof.
Det må antages, at Niels Hamundsen boede på Husbygård, der kan have ligget i Husby eller tæt derpå. Måske kan man forestille sig et stenhus lidt i stil med det svenske Glimmingehus. Efter hans død flyttes herresædet ud på Iversnæs (Wedellsborg Hoved). Niels Hamundsen havde store jordbesiddelser på Fyn. Han havde planer om at foretage en pilgrimsrejse til Jerusalem, men måtte afstå på grund af sygdom. Han blev begravet i Gråbrødreklosterets kirke i Odense. Som man kan se, var han en betydelig ridder.
#Historie#Husby kirke#Stednavne#Wedellsborg


