← Peter Storms klumme

Krohn og Fyn

15. oktober 2026 · Peter Storm · Vester Aaby, Brahetrolleborg, Odense, Svendborg · 1794-1905

Portræt af Johan Jacob Krohn og referencer til Peters Jul på Fyn
Foto: Peter Storm

Fortællingen om familien bag klassikeren ”Peters Jul” og deres stærke bånd til Fyn, fra praktiserende læger på Brahetrolleborg til præstekald i Vester Aaby og ægteskaber i Odense.

Forfatteren til ”Peters Jul”, Johan Jacob Krohn hentede sin kone på Fyn. To farbrødre slog sig ned på Fyn som henholdsvis praktiserende læge og præst. Hans far blev som enkemand gift på Fyn. Lad os tage det i historisk rækkefølge.

I 1794 gifter artilleriofficer Johan Jacob Krohn sig med Maren Rasmussen. Han virker som kaptajn i Landeværnet med kommandoer rundt i landet. Tre af hans sønner får forbindelse til Fyn: Nicolai Conrad, Frederik Christopher og Cæsius Crinitus Inopinatus.

Nicolai Conrad Krohn bliver født den 12. december 1803 i Nordrup ved Ringsted. Han uddanner sig til læge og gifter sig i København med Caroline Christiane Grøning, datter af en lysefabrikant. I folketælling 1834 finder vi parret i et hus på Brahetrolleborg, hvor han er praktiserende læge. Han forbliver i denne stilling til sin død i 1879. Da hans mor Maren Krohn blev enke, flyttede hun ind i hjemmet på Brahetrolleborg, hvor hun døde 1855.

Frederik Christopher Krohn bliver født den 4. august 1806 på Møllegård i Alsted ved Sorø. Han er far til de to brødre bag ”Peters Jul”. Han blev gift med Sopie Susanne Købke, en søster til maleren Christen Købke. Det er først efter hendes død i 1853, at han får en sporadisk berøring med Fyn. Han gifter sig igen den 31. juli 1855 med Emilie Købke, en datter af postmester Caspar Berendt Købke. De bliver gift i Vester Aaby på Fyn formentlig med bistand fra lillebror Cæsius.

Cæsius Crinitus Inopinatus Krohn bliver født den 9. september 1812 i Nyborg. Han uddanner sig som cand. theol. og bliver i 1839 af grev Reventlow på Brahetrolleborg kaldet til præst i Vester Aaby og Aastrup. I folketælling 1840 i Vester Aaby præstegård anføres han som ugift. Den 29. april 1841 bliver han gift med Louise Astrup, der er plejebarn af det barnløse grevepar på Brahetrolleborg. 20 år gammel havde han første gang besøgt storebror Nicolai Conrad på Brahetrolleborg og det må vel være her, at kontakten til hustruen skabes. Han forbliver i sit virke som sognepræst samme sted. Som pensionist flytter han og hustruen til Vila Nova i Svendborg. I villaen finder vi i folketælling 1890 en ret så kendt person, dampskibsfører Peter Mærsk Møller. Den gamle præst dør i Svendborg 1905.

Så tager vi et skridt til en yngre generation Krohn, nemlig til Johan Jacob Krohn, forfatteren til ”Peters Jul” og søn af Frederik Christopher Krohn. Den unge Krohn bliver gift den 3. november 1879 i Sankt Knuds domkirke i Odense med den noget yngre Cecilie Margrethe Petersen. Det var hans kusine, datter af købmand, borgerrepræsentant og etatsråd Wilhelm Petersen og Adolphine Petersen, f. Købke, der var søster til hans mor og dermed også til maleren Christen Købke. Efter sigende kom han som ung på besøg i hjemmet på Store Torv i Odense og har der lært sin kommende hustru at kende som barn. Jeg mindes, at børnene i hjemmet kan have været modeller til ”Peters Jul”. Husker jeg rigtigt?

#Kunstner#Litteratur#Militærhistorie#Slægtshistorie

Flere klummer