Krig, breve og brændevin 1644
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Snoghøj · 1644

En bevaret regning fra 1644 giver et sjældent indblik i, hvordan fjendtlige svenske udsendinge blev beværtet med rigelige mængder brændevin, vin og kringler under Torstenssonkrigen i Middelfart.
Under krig kan parterne have brug at kommunikere fredeligt og alvorligt med hinanden. Der kan være brug for at sende hinanden breve og ikke kugler. Måske vil man tilbyde våbenhvile eller fred. Måske vil man udveksle fanger. Udelukket er det ikke, at hærførerne kan mødes, men som regel sender man laverestående folk afsted med budskaberne.
Et eksempel på det sidste har vi fra svenskekrigen 1644. Det er militærhistorikeren K.C. Rockstroh, der under sine studier af denne krig er faldet over et sådant tilfælde. Det handler ikke om, hvad de krigsførende parter drøftede, men derimod om hvad de svenske udsendinge fortærede i Middelfart den 20. februar 1644. Det var på et tidspunkt, hvor den svenske hær under Lennart Torstensson havde slået danskerne under fremrykningen i Jylland og havde besat Snoghøj og Lyngsodde. Og hvor den danske hær under Anders Bille havde trukket sig tilbage til Middelfart.
Der er tale om en regning for den forplejning, som den svenske trompeter og hans ledsagere havde nydt i Middelfart og som udførligt var nedfældet af en for os ukendt Jacob Andersen, der kunne være en dansk værtshusbestyrer eller en dansk embedsmand. Hvad fik de svenske udsendinge at spise og drikke i det døgn, de tilbragte under besøget i fjendelandet Middelfart?
Den første aften fik de 8 kander øl, siden en potte brændevin og kringler. Så tre små glas samt lys og ild for natten. Om morgenen fik de igen brændevin og kringler samt en pot vin til en vinsuppe. Så et måltid mad samt 11 krus øl og igen tre glas. Så 10 krus vin og hertil sukker. Regningen kom til at lyde på i alt 5 rigsdaler og 1 mark.
Regningen er formodentlig afgivet til den danske overkommando i Middelfart. Det ser ud til, at det har drejet sig om tre svenske udsendinge. De har vist været mere tørstige end sultne. Man må nok give dem, at det har været mere sikkert for helbredet trods alt at drikke vin og øl end forurenet vand. Vi skal hertil tage i betragtning, at det var vinter og koldt. Som betroede soldater var de nok i øvrigt godt vant.
Hvad de havde med i brevtasken, får vi ikke at vide. Hverken dokumenterne fra deres svenske hærfører eller returdokumenterne fra den danske hærfører. Vi må gå ud fra, at de kom tilbage til den jyske kyst og det svenske hovedkvarter i god behold. Tilsyneladende var de blevet beværtet fortræffeligt i Middelfart.
Kilde: K.C. Rockstroh: Befæstningsanlæg paa den vestlige side af Lillebelt i Tiden 1620-1644. Samlinger til jydsk Historie og topografi 1904-05.
Illustration: Restaureret kanon fra perioden. Middelfart Museum.
#Historie#Middelfart Museum#Militærhistorie#Torstenssonkrigen


