Kogleriet på Ørslev Banker

Der fortaltes i gamle dage et uhyggeligt sagn fra Ørslev. Det blev siden nedfældet og bragtes i ”Dansk Ugeblad” i 1857. En dreng blev af sin husbond en sommer sendt ud at vogte får i bakkerne øst for landsbyen. Da drengen en dag var hjemme i middagsstunden, sagde husbonden disse ildevarslende ord:

– ”Mads, ihvad der hændes dig deroppe i Bankerne, så skal du tage og rende lige til Præsten og åbenbare ham alting lige ud, som det er, for jeg vil helst være udenfor den Ting.”

Derude mærker Mads en stærk og susende vind hen over lyngbakkerne. Pludselig står der en kridhvid menneskeskikkelse med et lysende kors på ryggen og overfor en kulsort skabning, der har en tung lænke om armen. Det kommer til drabelig kamp mellem de to. Mads løber til præsten, som husbonden havde tilrådet ham.

Præsten følger Mads ud til kamppladsen. Et voldsomt uvejr raser over dem. Præsten velsigner sig selv og drengen med korsets tegn. På afstand ser Mads, hvorledes præsten læser i sin bibel og den sorte skikkelse synker i mosen. Kampen er endnu ikke forbi. Præsten og den hvide skikkelse falder til jorden, mens mosevandet skummer hen over dem.

Så stilner det af. Solen titter frem med sine sidste stråler og de forrevne skyer åbenbarer de første klare stjerner. Præsten er på vej hjem og råber til ham, at det ikke hans skyld.

Ugebladet runder af med denne morale:

”Men siden den Tid er det forbi med Kogleriet ude på Ørslev Banker. Der findes i vore Dage ikke andre spor af Kampen mellem Den Hvide og Den Sorte, end at Græsset på den ene side af Banken, der, hvor Den Sorte havde stået, gerne er sumpet og ligesom afsvedet, hvorimod det på den anden Side, hvor Den Hvide havde haft sin Stilling, er blødt og saftigt og grønnes tidlig. Somme ville jo rigtignok sige, at det har sin Grund i, at Forårssolen kan komme til at varme på den halve Side, medens den anden ligger imod Nord og er udsat for de skarpe Strandvinde. Er det sandt, så går det jo helt naturlig til som det allermeste andet i vore oplyste Dage.”