KIG OP
15. oktober 2026 · Peter Storm · Vestre Skole, Søndergade, Middelfart · 1700-tallet og 1908

Har du undret dig over det ekstra 'H' i bynavnet på Vestre Skoles gavl? Svaret skal findes i byens historie og et gammelt segl fra 1700-tallet.
Det hænder, at folk med jævne mellemrum spørges om den tilsyneladende mærkværdighed, at vor bys navn har fået et H i enden i det byvåben eller bysegl, der så smukt er indsat i gavlen på Vestre Skole ud til Søndergade.
Det er der forståeligt nok forskellige folkelige udlægninger af. Min egen har været, at der nok er tale om et historisk byvåben. Skriftsproget har jo udviklet sig gennem tiderne. Hvad der er korrekt stavemåde i nutiden gælder langtfra i fortiden. Både talesprog og skriftsprog udvikler sig hele tiden.
Det er klart, at det ekstra H pirrer os. Sig mig, kan de da ikke stave på en skole? Selvfølgelig kan de det. Ved at kigge nærmere på udsmykningen får man øje på tallet 1717. Det må være et årstal. Vi kan så begynde at forstå, at man på den helt nye og store kommunale skole, der blev indviet i 1908, har villet tage nogle historiske rødder med sig. Hvordan det er gået til, kender jeg (endnu) ikke til.
Derimod kan man ty til Erik Pontoppidans ”Den Danske Atlas” udgivet i 7 bind i årene 1763-1781 bl.a. med beskrivelse af landets købstæder. Her kan læse følgende om Middelfart:
”Byens Vaaben er et Skib som kan ses af Byens gamle Raadstue Segl i Sølv med Omskrift Melfar Bys indsigel 1577. Det nye Segl er med Omskrift Middelfarth 1717.”
Det er altså byens segl fra 1717, der er forstørret op i gavludsmykningen. Det er da en smuk tanke.
#Arkitektur#Historie#Segl#Stednavne


