← Peter Storms klumme

En forsvunden præstegård.

15. oktober 2026 · Peter Storm · Algade 21, Middelfart · 1650–1929

Bindingsværkshuset i Algade 21, en rest af den tidligere præstegård i Middelfart.
Foto: Peter Storm

Historien om den forsvundne præstegård i Algade, der engang var en af byens største ejendomme. Læs om bygningens forvandling fra gejstlig bolig til magasingård og de bevarede rester fra 1650.

Det er ikke så mærkeligt, at præstegården i gamle dage lå tæt ved kirken. Så kunne præsten hurtigt gå fra sit hjem til sin arbejdsplads. I Algade 21 ligger et sjovt lille bindingsværkshus på tre fag og to stokværk. Det er den østlige rest af den tidligere store præstegård på hele 17 fag fra omkring 1650.

Huset ophørte som præstegård i 1744 og blev sat til auktion. Så blev den udstykket i tre dele. I 1762 købte byrådet de 12 vestlige fag og indrettede her en magasingård til oplag for kommunalt grej herunder brandmateriel. Ejendommen kunne også benyttes til lejlighedsvis indkvartering af soldater. Bystyret solgte til privat side i 1801.

Siden blev 6 fag nedrevet og Algade 19, som vi kender i dag, opførtes. Sjovt er det, at de tre fag fra omkring 1650 har fået lov at overleve. De minder om dengang her lå en stor præstegård, måske engang byens største private ejendom.

Om nedrivningen i 1929 af de 6 fag og nybygningen af Algade 19, skrev byhistoriker Christian Behrendt med følelse:

”Der er altid noget vemodigt ved at se en gammel bygning blive jævnet med jorden, og det hus, der nu er nedrevet, var, trods senere tiders ilde medfart, dog et minde om gamle dage, derfor ovenstående* fra det gamle Middelfart.”

*Fra et lille hæfte ”Præstens Residence” fra 1929 fortæller Behrendt mere om husets historie.

Foto PS 19.4.2021.

#Arkitektur#Historie#Middelfart Museum#Stednavne

Flere klummer