Karls Skov

Jeg kendte slet ikke Karls Skov eller Karlskov, før jeg fandt den på en cykeltur sammen med min kone, da vi rigtig lærte nye landskaber at kende til vores bog ”Landskabsstykker”. Det var i foråret 2009. Skoven var denne solfriske forårsdag endnu bladløst åben, men forårsblomsterne vinkede i skovbunden. Vi bevægede os ned mod stranden ved Båring Vig. Der var unge egetræer og modne bøgetræer. Det var en dejlig skov at gå omkring i – et hjørne med sjælden ro.

Siden vendte vi tilbage, da det alt sammen var sprunget ud. Vi gik nu i høje skyggefulde rum. Denne gang havde vi en botanisk ekspert, Jens Christensen med. Vi skulle se den store gøgeurt, der netop blomstrede så stolt forførende. Den stod på klinten, fordi den behøver lidt kalk hele tiden. Netop her skrider den røde ler uophørligt i havet, hvorved ler med nyt kalkindhold kommer frem til gøgeurtens overlevelse.

Navnet på skoven er mig en gåde. Hvorfor hedder den Karls Skov? Er der nogen, der ved det? Skoven i dag ser ikke så gammel ud og så kunne man tro, at navnet ikke er så gammelt. Men på den anden side, er der nogen, der har hørt om denne mand ved navn Karl, der har lagt navn til skoven? Måske er den mere gammel end som så?

Den dag vi fulgtes med Jens Christensen, dristede jeg mig til at spørge, hvor i kommunen vi har den ældste skov. Jeg tænkte selvfølgelig på store, tykke og krogede egetræer. Men han pegede akkurat på den tilsyneladende ganske unge skov, som vi netop udforskede. Hans forklaring var følgende: her skrider lerskrænterne hele tiden ud i stranden, hvor kyststrømmen hjælper til med at fjerne det gode land. Herved får træerne ikke lov at leve særligt længe, da de efter nogle ungdomsår skrider ud i stranden og forsvinder. Således har det været gennem århundreder og herved kan en skovtype som Karlskov sådan set betegnes som gammel, fordi det altid har været sådan.

Jo det er en gammel skov. For nylig fandt jeg nemlig dens navn i en udgivelse af vor fynske biskop Jacob Madsens visitatsbog. I forbindelse med hans besøg i Vejlby kirke i maj 1589 omtaler han kort, hvad der er værd at bemærke i sognet. Blandt flere skove nævner han ”Karls Skoff”. Så nåede vi så langt. Måske når vi længere en anden gang?