← Peter Storms klumme

Karbad og brusebad til folket fra 1909.

15. oktober 2026 · Peter Storm · Vestre Skole, Middelfart · 1900-tallet

Den nybyggede Vestre Skole på hjørnet af Grønnegade og Søndergade i Middelfart.
Foto: Peter Storm

Historien om folkebadet i kælderen på Vestre Skole, der fra 1909 tilbød kar- og brusebade til byens borgere. Læs om arkitekturen, priserne og kampen for arbejdernes adgang til renlighed.

Det er spændende, når nogen stiller spørgsmålet, om der har været badeanstalt på Vestre skole. Det har der.

Lad os lige tage lidt historie om Vestre skole. Den første skolebygning kom til i 1897. Den ligger øst-vest med gavlen ud mod Grønnegade. Byen voksede og dermed behovet for en større skole. Det var især kabelfabrikken, der førte flere familier til. I juni 1908 kunne man så indvie den nye, store skolebygning på hjørnet af Grønnegade og Søndergade. Den var tegnet af arkitekt Christian Fussing fra Kolding.

Der blev plads til nye store klasseværelser, faglokaler og lærerværelser (et til til kvindelige lærere og et til mandlige lærere). Og som noget helt nyt var planlagt folkebad i kælderen med indgang i gavlen ud til Søndergade. Folkebadet blev først taget i brug januar 1909.

Her kunne man få karbad for 50 øre og brusebad for 35 øre. Tre gange om ugen var der tid til kvinder og andre tre gange om ugen tid til mænd. Det blev politisk debatteret, at priserne var alt for høje. Man tilgodeså de velstillede, men svigtede arbejderne. Der gik ikke lang tid, så blev priserne sat ned. Og besøgstallet steg. I sæsonen november 1909 til juni 1910 blev der taget 719 karbade og 131 brusebade. I sæsonen 1912 blev der taget 1072 karbade af 400 damer og 672 herrer samt 362 brusebade. Det kunne tilsyneladende løbe rundt økonomisk. Der var et venterum og omklædningskabiner. Det kunne tage noget tid, inden det blev ens badetur.

I kælderen var der også badefaciliteter til skoleeleverne. En tid var det en pligtig del af faget gymnastik at komme i bad og lære at gøre sig ren.

Denne lange badehistorie gemmer sig bag den blændede dør i gavlen på Vestre skole ud til Søndergade.

Foto af den nybyggede Vestre skole.

#Arbejderbevægelsen#Arkitektur#Socialhistorie#Søndergade

Flere klummer