Jul omkring 1. verdenskrig
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Søndergade, Torvet · 1910-1920 (omkring 1. verdenskrig)

Oplev julen gennem barnets øjne i 1910'ernes Middelfart. Ida Christoffersen fortæller om magiske juleindkøb hos byens gartnere og delikatesseforretningen Plaetner Møller samt de helt særlige julekurve.
Ida Christoffersen, der var født i 1910 som den sidste af fire søstre, hvis forældre drev bogtrykkeri i Søndergade 31 og som boede med pigerne i Søndergade 58. Har fortalt sin livshistorie til et familiemedlem. Her har jeg valgt hendes barndomserindringer om julen.
”Som den yngste var det altid mig, som sammen med far fik lov at købe ind til jul. Jeg holdt nøje øje med, når gartneren på hjørnet lige overfor fik juletræer hjem, så måtte jeg straks have fat i far, så vi kunne komme over og finde det træ, som passede til de små stuer. Een ting stod fast, det skulle nå til loftet. En jul havde Erna fundet nogle morsomme juleark med julekurve. De var maget tekniske og indviklede, både at klippe ud og forarbejde til kurve. De forestillede forskellige dyr, kat, pindsvin, and, frø, papegøje og flere andre. De var meget flotte, og de holdt sig gennem årene, da vi passede godt på dem og ligefrem stoppede dem ud med avispapir. En af dem, frøen, satte Peder en lille elektrisk pære i, det så spændende ud. Jeg er ikke sikker på, at vi ikke stadig er i besiddelse af enkelte af dem. Det sjove er imidlertid, at Grete mange år senere fandt de samme ark genoptrykt, så en fornyelse kunne finde sted.
Så skulle far og jeg til Plaetner Møller#. Det var en delikatesseforretning nede på Torvet. Der var der bl.a. et lille rum, med hylder på alle væggene, hvor der var udstillet chokolade og marcipanfigurer i alle variationer. Det var meget spændende, smørrebrød med æggeskiver, pølse, ost og lignende. Det var et rent slaraffenland, og der fik jeg så lov til at vælge et begrænset antal stykker til os, så meget, der nu kunne blive råd til. Siden blev hvert eneste stykke pakket ind i rosa silkepapir og hjembåret i triumf. Sluttelig var der besøg hos en gartner, som boede ude på Gl-. Banegårdsvej, og der foretog vi indkøb af nødder, appelsiner og æbler, dadler og figner. Denne juleindkøbsrunde var der i alt fald altid penge til, og det var virkelig noget, som det var lykken at være med til.”
#1. verdenskrig#Handel#Historie#Slægtshistorie

