Jeg ville bare leve og spille klovn men aldrig greve

Snart synker aftensol til klemt af klokker.

Min måne stiger, mellem viltre lokker.

Forsvundet er min ungdoms rå ekstase,

Det går uværgerligt mod sidste fase.

Men broget var min bustur gennem livet,

og broget – tit jeg tabte perspektivet.

Til tider tabte jeg endda billetten

og gik på tommelfingeren – syv ni tretten.

Oh fjerne ungdom, kunne du bevares!

En lille Peddersen, en grøn asparges

med marskalstav og øljern i tornistret

skred kejtet frem trods modgang rent forbistret.

Han ville bare leve. Synge. Leve

og spille klovn. Men aldrig spille greve.

Kun lære andre samme kunst: At leve.

(hvorved de ofte meget sure bleve

og skældte ud, og kaldte ham for gøgler,

en tudse mellem visdomstemplets søjler,

naiv!

Javist!

Men det er de naive,

der holder kunstens offerbål i live.

Og det er dem, der åndeligt er rene,

Som gir jer brød,

hvergang man ber om stene

(Hvis disse stene så enda var toppede.

Men de er tit kun pip-pede og pop-ppede).

Oh, I der herrer er i åndens rige

lær dog af os de u-høj-ti-de-li-ge.

Vist går I mere vakse til makronerne

i kraft af bedre sporer: ambitionerne.

Måske er I med blåt i rumpen stemplet.

Men det bliver aldrig jer der renser templet.

Måske er I profeter og forkyndere,

men I omgås aldrig toldere og syndere,

i livskunst er I stadig kun begyndere.

I snakker klogt og fint. I er noblessen,

men Klods Hans snupper nu som før prinsessen.

Husk: er man stræber, hensynsløst, metodisk

får man kun mavesår, og bliver neurotisk.

Mit blodtryk ligger fint. Jeg sover roligt

foruden restenil. Oh hvor utroligt

i en forjaget tid, hvor alle haster

og kun en drømmer drikker, digter, raster.

Uddrag af HVAD LIVET LÆRTE MIG, Stig Vendelkærs Forlag 1963. Side 131-134. Med portrættegning af Erik Worm Reinhardt.