Hvalhistorie

Finhvalen i Vejlefjord i sommeren 2010 slog ferietidens største medieagurk – og fjorden burde derfor næsten omdøbes til Hvalefjord. Vi her ved Lillebælt kan så forsøge os lidt med vore små hvaler – marsvinene, som boltrer sig levende i sommerbølgerne.

Middelfart kan godt udnævnes til hvalfangerby, eftersom som man her siden middelalderen har jaget og fanget i tusindvis af marsvin, fordi man var interesseret i dens tykke spæklag til lampeolie. Tranolie fra Middelfart brændte for eksempel Odenses gadelygter i gamle dage. Nu er de små hvaler heldigvis fredede.

En gang i mellem fik marsvinsjægerne fra Middelfart større opgaver, således var en ordentlig krabat i bæltet i 1603. Den gjorde så stort et indtryk på den lokale befolkning, at man udtog dens enorme kæbeknogler og opsatte dem i kirken. Der hænger de endnu i tårnrummet, hvor de såkaldte marsvinsbænke er placerede. Det var her marsvinslaugets 30 jægere og deres familier havde deres faste pladser.

Ved opsætningen af hvalknoglerne kunne man læse følgende tekst: “Anno 1603 den 30. april blev denne Hvalfisk optagen her i Medelfar-Sund ved Hindsgavl Skov og var Erl. og Velb. Mand Jacob Ulfeld til Uldfeldsholm Befalingsmand paa Hindsgavl samme Tid”.

Jeg sendte I sin tid et billedet af knoglerne til Zoologisk Museum, der fluks svarede, at det drejer sig om det tidligste fund af en finhval. Disse hvaler er slet ikke så ukendte i de østjyske fjorde, hvor de kan finde på at jage efter fiskestimer. I 1997 observeredes endda en stor finhval mellem Lillebæltsbroerne næsten gennem en hel måned.