Husjomfru i Middelfart under treårskrigen.

Krigen 1848-51 var slet ikke glemt halvtreds år senere. Familier havde mistet sønner, brødre og fædre. Soldater levede med handicap. Og sår på sjælen havde man også, selv om det ikke var noget, man dengang talte meget om. I en bog ”Dengang jeg drog afsted –” fra 1898 beretter deltagere om begivenhederne. Her er det Cathinca Ibsen, f. Schmidt fra København.

Hun var dengang ansat hos gæstgiver Behrendt i Brogade. I sommeren 1849 havde man hver dag 60 officerer til bords og hun erindrer gode stunder. Da man nærmede sig det store slag 6. juli, huskede hun bombenedslagene over Fredericia i dagene før. Man frygtede også angreb på Middelfart. Hun husker, at det vist var selve overgeneral Bülow, der dagen før slaget, advarede gæstgiver Behrendt om, at nattens slag ville kunne få konsekvenser for Behrendt og hans folk, såfremt tyskerne vandt. Det ville derfor være klogt, om gæstgiveriets folk den nat søgte ly ude på landet. Cathinca ville derfor ikke blive i byen og kørte med en militærvogn og tog ophold hos en sognefoged. Behrendt bad hende tage hans sølvtøj og vigtige papirer med i en kasse.

På gården kunne hun kun få plads på gulvet i storstuen. Hun lagde mærke til, at der var et forhæng ved siden af hendes leje. Da hun havde sovet et par timer, blev hun vækket af en soldat, der i det blotte linned kom til at træde på hende. Da det gik op for hende, at der bag forhænget sov to soldater, havde hun ikke lyst at blive der. Hun gik så ud på landevejen, hvor hun mødte en ældre soldat, der var smed. Ham fulgtes hun med og kunne på vejen fra en stor bakke se og høre slaget ved Fredericia. De så ild og røg og hørte kun geværskud, hvortll smeden sagde, at ”de skyder på hinanden med små geværer”.

Næste dag fulgtes hun med ham tilbage til gården og kom op ad dagen med en militærvogn tilbage til Middelfart. Her var der forvirring og efterhånden steg glæden, da officererne vendte tilbage fra nattens slag i Fredericia. Men også mange sårede og døende blev bragt til et lazaret i byen.

Cathinca afslutter sin beretning: ”Det var en sommer, man aldrig kan glemme; der var mange mørke tider, men også muntre, jeg måtte flere gange lave store madkurve til skovture, hvor det gik lystig til. Den 3. september, tror jeg det var, forlod de byen, der var våbenstilstand, og alt blev stille og trist.”

Illustration: Tegning af Jesper Tom-Petersen.