Holberg over isen

Man talte ligefrem om en lille istid i 1700-tallet. Det kunne nemlig være så koldt, at Lillebælt frøs til – ovenikøbet frøs det til på sit smalleste sted, hvor strømmen var stærkest. En af vores største forfattere, Ludvig Holberg (1684-1754) gik i vinteren 1708 fra den jyske side over isen til Middelfart. Det kan man læse i hans erindringer:

Da jeg var reyst fra Hamborg, begyndte Vinteren at blive saa stærk, at vi med 4re Kiortler, ligesaa mange Skiorter, Buxer og Strømper, kunde ikke holde Kulden ude. Foruden dette, at jeg var syg, incommoderede de mange Klæder mig, at jeg snarere saa ud, som et Monstrum, end et Menneske, men ingen af mine Reyse-Cammerater fandt meere til Kulden, end den Svensk Capitain, som nylig var kommen fra Paris, og havde klædt sig paa Fransk, hvorudover han selv fordømte sine Silke-Klæder, og havde gierne byttet dem bort med en Grøndlandsk Kiortel, eller et andet laaden Skind. – Det lille Belt fandt vi saa tilfrossen, at vi trygt kunde gaae over til Middelfart i Fyen, men over det store Belt var Iisen ikke sikker, herudover maatte vi blive 8 Dage i Nyborg, saasom vi haabede inden den Tid, at Iisen enten skulde brække eller bære. Men det varede alt for længe, hvorudover vi maatte gaae over med en Iis-Baad, og kom vi den første Dag til Sprogøe, den anden Dag kom vi omsider til Corsør.

Den unge Holberg var pakket ganske fornuftigt ind og alligevel bed kulden. Men som der står, havde den svenske officer det dog ganske slemt, da han nærmest kom selskabsklædt lige fra de parisiske saloner. Måske har Holberg godtet sig lidt ved tanken om, at svenskekongen med hele sin hær 50 år forinden havde passeret selv samme bælt for at tage landet fra os. Nu måtte denne svensker bøde for det.