Hindsgavldolken

Nok kaldes den meget smukke og velbevarede flintedolk for Hindsgavldolken, selv om den er fundet på Fænø. Den er et så fornemt klenodie, at den permanent er udstillet på Nationalmuseet, og at den er sat på en hundredekroneseddel sammen med Lillebæltsbroen.

Dolken er skabt ved overgangen til bronzealderen. Dette er indlysende, når man tager i betragtning, at den er en efterligning af de bronzedolke, der kom til landet sydfra som handelsobjekter. Det har ikke været meningen, at den fornemt forarbejdede flintdolk skulle anvendes praktisk, men at den derimod har været anvendt som en ren prydgenstand og sandsynligvis da som en gravlæggelsesgave for en høvding.

Man formoder, at dolken har ligget i en ødelagt grav. Den blev fundet som et løsfund på Fænøs sydlige mark hen på sensommeren 1867, hvor en dreng var på vej hjem fra arbejde med sin mor. Hindsgavls godsinspektør, der var i nærheden, blev såre interesseret og købte den straks af drengen. Godsinspektøren forærede så dolken til kammerherreinden på Hindsgavl. Hun gav den videre til en oldsamler, der var gift med hendes søster. Siden vendte dolken i 1880erne tilbage til Hindsgavl. Den kom i forbindelse med en arkæologisk kongres med på Verdensudstillingen i Paris i 1889. Her blev Nationalmuseets direktør interesseret i at få dolken deponeret på Nationalmuseet, hvilket da også skete, men dolken var stadig Hindsgavls ejendom.

Da så hofjægermester Frederik Niels Basse Fønss døde i 1922, kontaktede Nationalmuseet boet og købte dolken for 1000 kr. Den kan som sagt ses på Nationalmuseets permanente udstilling. Ligesom Middelfart Museum og Hindsgavl Slot begge har kopier i kunstmateriale. Det er et meget smukt flintarbejde – måske det smukkeste i landet af sin art.

Privatfoto taget på Nationalmuseet.