Hindsgavl solgte også Fænø
15. oktober 2026 · Peter Storm · Fænø, Hindsgavl · 1917-1935

Historien om salget af Fænø i begyndelsen af 1900-tallet, da øen blev skilt fra Hindsgavl gods. Læs om 'Berliner-Nielsen', godsejer Lawaetz og de store planer for landbrug og turisme på øen i Lillebælt.
Fænø var oprindelig en del Hindsgavl gods. Da det lakkede mod enden for godset og den sidste godsejers værger forhandlede om salg, var Fænø en af de større brikker i spillet om, hvem der skulle tage over. På Fænø blev der drevet et større bortforpagtet land- og skovbrug samt givtigt ålefiskeri med udgangspunkt i den store Fænøgård og den mindre Nørregård.
Alllerede i 1917 var der forhandlinger med grosserer N.P. Nielsen, også kaldet Berliner-Nielsen, fordi han under verdenskrigen solgte kvæg og heste til Tyskland. Han havde dog i tankerne at erhverve hele Hindsgavl, hvilket i så fald ville han komme på tværs af Middelfart Kommunes planer om at erhverve en større del af Hindsgavl.
Det endte som bekendt anderledes. Middelfart Kommune erhvervede en stor del af Hindsgavl-halvøen med landbrug og skov. Berliner-Nielsen var nu ude af billedet. Det blev i stedet godsejer Carl Lawaetz, Kalundborg Ladegård, der i november 1921 købte Fænø på 700 tønder land for 480.000 kr. Til øen hørte dengang også det for længst nedrevne og spændende badehotel, der inden genforeningen fik besøg af mange sønderjyder, der var kommet under tysk herredømme og som her under kortvarige besøg med udflugtsdampere kunne føle sig lykkeligt hjemme.
Lawaetz var en dygtig landbrugsmand, der rettede op på landbruget i de følgende år. I 1925 købte han Billeshave af enkefrue, konsulinde Hey. Herved kunne han opfylde sin forpligtelse til at udstykke jord til husmandbrug og således komme udenom at udstykke dele af Fænø til husmandsbrug. I 1934 satte han øen til salg. Den blev købt af grosserer P.M. Dael i sommeren 1935 for 600.000 kr.
#1. verdenskrig#Hindsgavl#Landbrugshistorie#Middelfart Museum#Ålefiskeri


