Grimmermosehuset
15. oktober 2026 · Peter Storm · Grimmermosen, Kongebroen, Hindsgavl · 1584–2010

Historien om det genopståede Grimmermosehuset og det fugtige moseområde ved Kongebroen. Læs om husets oprindelse under Hindsgavl og kampen for at bevare det fra nedrivning.
Navnet er gammelt og som sådan også ligetil. Grimmer henviser til, at det er et grimt område – nemlig et fugtigt moseområde og hertil nok også forbundet med de nærmest flydende skrænter, der består af det plastiske Lillebæltsler. Navnet går jo også igen i Grimmerhus.
Kongebroen hed derfor også oprindelig Grimmermosebroen. Det var så kongens bro, der henhørte under det dengang kongelige Hindsgavl-len. Her kunne kongen, hans embedsmænd og tropper let komme over til Snoghøj. Det var så at sige en ekstra færgebro, hvortil der også hørte en kongelig færge. Færgemændene i Snoghøj og Middelfart benyttede også den kongelige bro, når strøm og vind gjorde det mere bekvemt at gå ind her fremfor ved færgebroen i Middelfart. De rejsende måtte så gå og køre langs stranden til byen. Det kunne nok være besværligt.
Færgebroen ved Grimmermosen omtales allerede i 1584, hvor lensmanden på Hindsgavl fik ordre til at istandsætte den. Om der så på den tid har ligget et hus eller to her vides ikke. Vi ved med sikkerhed, at der i begyndelsen af 1800-tallet lå et hus her og at der tillige var kommet en lille gæstgivergård til, der hvor Kongebrogården nu ligger.
Da Niels Basse omkring midten af 1700-tallet overtager Hindsgavl lader han opføre en række mindre hus i udkanten af Hindsgavls jorde. Kendt er Engelsborg ved Teglgården, Sorgenfri ved den nuværende Gartnerpark, Humlegårdshuset ved det nuværende Grimmerhus og formentlig også Grimmermosehuset. På den måde fik Niels Basse både plads til sine folk og med dem opsyn med sit gods.
Middelfart byråd besluttede i 1985 at nedrive huset, der på den tid var udlejet til knapt så velhavende familier og slet vedligeholdt. Et borgerinitiativ med undertegnede i spidsen og støttet af en fredningskendelse fra Miljøministeriet ændrede året efter dødsdommen. Huset har siden været til gavn og fornøjelse var mange børn og voksne – ligesom der var indrettet en naturskole i huset. Det genopstod heldigvis også efter branden 2010 i smuk forfatning.
#Arkitektur#Historie#Humleavl#Stednavne


