Glimt fra arbejdet på hovedgården Tybrind 1935

Den 1.maj 1935 begyndte den 16-årige Adam på Wedellsborgs store hovedgård Tybrind. Han havde fået ideen til at prøve kræfter med en stilling som landvæsenselev, fordi hans ældste søster var gift med forvalteren. Tybrind drev kvægbrug og planteavl på 700 tønder land.

Den første morgen kl. 5 kaldte ladefogeden op. Når alle stod bag deres heste, råbtes ”så vander vi”, og så skulle man trække ud til vandtruget. Det foregik i nummerorden, der kunne stå 5 spand heste rundt om truget. Derefter skulle hestene strigles indtil kl. 6. Så gik man til morgenmad, hvor man også sad i nummerorden. På hver plads lå der en halv avis oven på den dybe tallerken med tre rundtenomer rugbrød med pålæg, to halve franskbrød og så kunne man ellers vippe brødet over på avispapiret og pakke det ind, som man ville have med til frokost. Morgenmaden bestod af alt det øllebrød, man kunne spise med meget tynd mælk og til sidst en kop kaffe.

Om vinteren var arbejdsdagen på 8 timer, og der var ingen frokost og kun en times middag. Der var gode værelser med centralvarme og brusebad med varmt og koldt vand, alt i alt gode forhold, men kosten var nok det svageste.

Der var 12 spand heste samt 6-8 plage. En staldkarl stod for fodring og rensning af stalden. I kostalden var der 150 malkekøer og et lignende antal ungdyr samt 40 fritgående grisesøer i en stor indhegning med flytbare huse. I kostalden var der en fodermester, en underfodermester, fire gifte røgtere og deres koner, der skulle hjælpe ved morgen- og aftenmalkning. Barske forhold at skulle møde kl. 4 om morgenen, ofte med børn i barnevogn eller foran på cyklen i al slags vejr.

Der skulle slæbes for pengene. Adam fik 450 kr. for et halvt år. Der kunne blive til en enkelt bajer. En 10 stk pakke cigaretter kostede 25 øre, et par gummistøvler 6-7 kroner. Der hvor det kneb mest var hos husmændene, der fik omkring 4 kroner om dagen, men de havde så frit hus, billig mælk og korn, hvis de havde lidt høns. Man mærkede aldrig nogen utilfredshed, men det var lange dage for både mand og kone, børnepasning var bestemt også et problem. Adam så ofte, når han radrensede roer, at en kone der var langt oppe i rækken, pludselig smed roejernet og løb op til vejen, hvor der holdt flere barnevogne, og hvor nogle rollinger legede. Det var fordi, hun havde hørt ungen skrige, eller en af de store havde kaldt på hende. Om sommeren kunne det nok gå, når de begge havde arbejde, men om vinteren var det småt, når en familie hver dag skulle have noget at spise og lidt tøj på kroppen.

Kilde: Landbrugsavisen 27. april 2009.

Illustration: Hovedbygning på Tybrind.