Gammel nyhed om en ny badeanstalt
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Østlige kirkegård · 1860-1865

I 1860 fik Middelfart en moderne badeanstalt med glastag og frisk strøm fra Lillebælt. Læs om de tidlige ambitioner om at gøre byen til et attraktivt sommeropholdssted for badegæster.
Middelfart Avis 25. juni 1860
– En ny badeanstalt, bestående af to ret nette badehuse, det ene for damer, det andet for herrer, samt en lille ventepavillon på strandbredden, er i indeværende forår blevet opført ved kysten her ved byen, udfor den østlige kirkegård. Da badehusene er beliggende så langt ude fra land, at de berøres af bæltets stærke strøm, vil vandet altid være særdeles frisk og, efter kyndiges mening, så sundt som ved noget andet af de bekendte søbade her til lands**; som en fordel ved selve badehusene ville vi anføre, at de er helt forsynede med glastag, hvad der vil bevirke en behagelig temperatur i rummet.
– Der tænkes på senere at udvide badeanstalten, såfremt det måtte vise sig, at den efter sin bestemmelse bliver afbenyttet af tilrejsende; foreløbig vil det vel næppe ske af nogen betydenhed, da det hele er indrettet efter en mindre målestok, men der håbes på, at byens og egnens publikum vil gøre begyndelsen med at vise foretagendet sin opmuntrende deltagelse for at sætte entreprenøren i stand til en udvidelse, der vistnok i sin tid vil kunne gøre byen med sin smukke omegn til et behageligt sommeropholdssted for badegæster, så meget mere som opholdet her vil være billigere end i en større by.
– det ældre badehus, udfor selv byen ved Torvet, vedbliver som hidtil at være til publikums afbenyttelse.
- Muligvis af snedkermester Jens Henriksen i Brogade.
**Nedlagt. I dag ligger rådhuset her.
*** Fx Bellevue ved Klampenborg og Marienlyst ved Helsingør.
Illustration: Litografi af J.C. Schrøder 1865.
#Arkitektur#Historie#Søkøbstad


