Gadeild i Tanderup

Det lyder jo da for et moderne menneske ganske voldsomt med ”gadeild”. Men for flere hundrede år siden havde ordet en festlig betydning. Der er tale om en gammel skik på landet, hvor man tændte blus på Sankt Valborgsaften (30. april) og holdt fest. En vestfynsk præstesøn David Monrad har i 1686 beskrevet skikken. I Tanderup sogn blev antændt ild på det højeste bjerg, idet alle bønder, karle og piger med lange stager rører i ilden, så den kan ses viden om. Den karl, der kan løfte sin stage højest, bliver udnævnt til ”gadebasse” og han får en ”gadinde”. De følgende søndage mellem såtid og høslet holder de så ”gadelamsgilde”, hvor de danser til en tromme om en høj stage, behængt med kranse og blomster.

Udbypræsten Jørgen Lauritsen førte i 1572 en strid med sine sognebørn, idet han ville afskaffe ”den ugudelige hedenske handel med natteløb på Voller Misse Nat (Valborgsaften), majgilde, gadeild og midsommersværmerier, som de unge bønderfolk plejer med grov uskikkelighed her i mit sogn at bruge”. Men de unge trodsede præsten og rejste som sædvanligt deres majtræ.

Hvorfor hedder det ”gadeild”? Man må jo gå ud fra, at de ikke omgikkes med ild mellem landsbyens stråtækte gårde og huse. Det vi umiddelbart opfatter som en gade i dag, betyder en vej mellem huse med kørende og gående trafik i begge retninger. Men dengang havde ordet gade en noget anden betydning. Er man engelskkyndig kan man tænke på ordet ”gate”, der betyder led eller hegn. Det udspringer af oldnordisk og betyder et indhegnet stykke foran huset eller det kan henvise til en fælles og undertiden indhegnet plads i landsbyen. I vort tilfælde en festplads et stykke væk fra gårde og huse. Man finder også ordet gade i gadekær, der var landsbyens fælles vandingssted.

”Gadebassen” kendes fra mange egne og han får sig som i Tanderup en ”gadinde”, en rolle som på andre egne kaldes ”gadelam”. De andre karle får også ”gadelam” og på denne måde dannes der par til dans og gilde i forsommeren.