← Peter Storms klumme

Fyrpasser på Fænø

15. oktober 2026 · Peter Storm · Fænø · 1900-1930

Maleri af fyrpasserhuset på Fænø malet af Th. Thornberg.
Foto: Peter Storm

Læs historien om Simon Peter Jacobsen, der i år 1900 byttede den københavnske stenbro ud med en tilværelse som den første fyrpasser på Fænø. En fortælling om selvforsyning og familieliv i naturskønne omgivelser.

Den første fyrpasser på Fænø hed Simon Peter Jacobsen og havde gjort tjeneste på inspektionsskibet “Grove”. Han skulle år 1900 betjene det ny fyr på første sal i det af fyrvæsenet nybyggede hus på sydsiden af Fænø. Han var fyrre år gammel og flyttede fra den københavnske stenbro med hustru og tre børn til dette paradis.

Lønnen var ikke høj, men man kunne klare sig for lidt og supplere med køkkenhave, geder, høns, ænder og fiskeri. Dengang var der mange mennesker på øen og en skole til børnene. De første mange år blev fyret drevet med petroleum og det skulle tilses et par gange om natten. Senere blev det drevet af blaugas, og det gav fyrpasseren mere søvn.

Der er udgivet en hel lille bog om denne families dejlige dagligliv året rundt på øen. Afdøde lokalhistoriker Verner Vestergaard sørgede i 1996 omsorgsfuldt for udgivelsen med titlen “Fyrpasseren på Fænø 1900-1930”.

Det var fyrpasserens barnebarn Kaj S. Jacobsen, der nedskrev sin fars barndomserindringer og de fortællinger, som hans bedstefar så levende havde givet videre. Det er en guldgrube af de herligste glimt fra dagligdagen i fyrpasserboligen og fra Fænø i det hele taget.

Maleriet tilhører nu fyrpasserens oldebarn Curt Jacobsen, Middelfart, der venligt har givet mig lov at affotografere det. Det er malet af den afdøde lokale amatørmaler Th. Thornberg. Så det er også historie. Jeg kan varmt anbefale, at man får fat i den lille bog evt. på biblioteket.

#Fyrvæsen#Historie#Litteratur#Vends Herred

Flere klummer