← Peter Storms klumme

Et arbejdermøde i Middelfart 1872

15. oktober 2026 · Peter Storm · Algade 20, Middelfart · 1872-1928

Portræt af socialist-pioneren Poul Geleff som ung mand.
Foto: Peter Storm

Oplev historien om det dramatiske folkemøde på Hotel Odin i 1872, hvor socialist-pioneren Poul Geleff talte til 400 borgere og satte gang i arbejderbevægelsens spæde start i Middelfart.

”I Torsdags aftes var jeg oppe for at høre Foredrag i Hotel Odins Sal. Jeg maatte staa bag ved, men kom der til at se et Par fine Herrer pibe og raabe ad Manden, som stod og prækede. Jeg synes nu det havde været bedre, om de vare gaaede op til ham for at modsige alle hans Overdrivelser.”

Det er et uddrag fra en læser, der underskrev sig ”En Arbeider” i Middelfart Avis den 5. marts 1872. Man forstår, at der var tæt pakket til dette foredrag i byens nye hotel i Algade 20. Om vi nu kan stole på, at det er en rigtig arbejder, der skrev sådan eller om det var borgerligt spin under dække. I avisen referat kan man læse, at det var et velbesøgt møde og at det var med en datidens fremtrædende socialister, den 30-årige Poul Geleff.

Han var opvokset i Sønderjylland og stærkt nationalt sindet. Han havde uddannet sig som lærer. I Ribe grundlagde han det nationalsindede blad ”Heimdal”. Han kom i efteråret 1871 i forbindelse med Louis Pio og den internationale arbejderbevægelse. Året efter indledte han en agitationsrejse i provinsen med henblik på at skabe tilslutning til Internationale. Det var et sådant møde i Middelfart, der hidlokkede næsten 400 tilhørere – både modstandere og tilhængere – mange fra omegnen.

Han var en god og besindig taler. Han forstod at undgå den skarpeste revolutionsretorik og talte i stedet om indførelse af almindelig valgret som vejen til at ændre samfundets uligheder og uretfærdigheder. Han havde et særligt horn i siden på præster og embedsmænd. Skolelærere holdt han hånden over. De fortjente mere i løn. Skatterne tilgodeså de rige og belastede de fattige i form af afgifter og told på dagliglivets fornødenheder. ”Det er synd at tage menneskerettighederne bort, fordi en mand er fattig”, sagde han.

Selv om bølgerne gik højt, blev der ifølge avisen udråbt et leve for arbejderne i Middelfart med mange hurraer. Og et leve for Poul Geleff blev også efterfulgt af hurraer men også nogen hyssen. Avisens referat virker forholdsvis redeligt, dog afslutter den med at skrive, at socialismen ikke passer sig for det danske folks rolige, jævne og sikre udvikling.

Pio, Brix og Geleff var herhjemme den tidlige arbejderbevægelses banebrydende pionerer. De blev fulgt tæt af politispioner. Da de tre i efteråret indkaldte til stort protestmøde på Fælleden som opfølgning på en københavnsk murerstrejke, blev de natten forinden anholdt og fængslet og idømt lange fængselsstraffe. Efter sigende blev Pio og Geleff siden bestukket af politiet til at emigrere til Amerika. På Geleffs gamle dage hentede Socialdemokratiet i 1920 ham hjem til Danmark og tildelte ham en pension. Han levede herefter i Nyborg og i 1927 tog han på en rekreationsrejse til Italien, hvor han døde og blev begravet.

Portrætfoto af Poul Geleff.

#Algade 65#Arbejderbevægelsen#Historie#Socialdemokratiet

Flere klummer