En opildnende feltpræst

Den modne og folkeligt engagerede præst Peter Rørdam (1806-83) ved Lyngby kirke meldte sig til hæren som feltpræst i 1864. Hans bror har samlet blade og breve til hans levnedsbog. Gennem den får vi et interessant indblik i hans virke som feltpræst på vor egn.

I et brev 29. april 1864 fortæller han om den store forfærdelse allevegne over, at danskerne har rømmet fæstningen i Fredericia. Han indkvarteres i Middelfart hos provst Fønss, som han kalder en god mand med en venlig familie.

Den 8. maj skriver han, at en artillerikaptajn kom til ham og bad ham tage til skanserne ved Kongebroen og Vasnæs for at tale til artilleristerne. Sagen var den, at de havde fået ordre til at gå tilbage til Als, efter at de var kommet hertil efter slaget ved Dybbøl. De ville imidlertid ikke gerne efterkomme denne ordre. Kunne Rørdam bevæge dem til at skifte mening? Han var straks med og red på sin brune hest den yndigste tur gennem Hindsgavls skove og holdt forsamlinger begge steder. Han prædikede om Vorherres himmelfart og læste et vers ”hvor Gud mig sender, går jeg glad”. Der var dog tre af artilleristerne, der sukkede og anede, hvorfor Rørdam var kommet. Efterfølgende skrev han i brevet til hustruen: ”Kan du forstå, at en sådan lille ekspedition, den morer mig, og det går ganske naturligt og let.”

Der var ingen tvivl i Rørdams sind. Hans fædrelandskærlighed var klar og han fandt i modsætning til mange soldater og officerer krigen retfærdig. Den trætte krigsstemning afspejler sig også i en udflugt han gør med tre bønder til Vesterdal, hvor en skare troende bønder og indkvarterede soldater trængte til hans ord. Til hustruen skriver han:

”Vi talte om den mening, som er så udbredt i hæren, og ved hæren nu kommer til at gå over hele landet, at tyskerne har i denne krig ret, men vi har uret. Er det ej forunderligt, at djævlen har fået en sådan magt hos vort folk, at de ej kan skelne hvidt fra sort, eller godt fra ondt, eller ret fra uret. Disse tre bønder fortalte, at det var derom, der taltes allevegne på Fyn. Denne mening var også meget udbredt i Fredericia hos jyderne, og jeg arbejdede derimod på kraft, og mig syntes ikke forgæves; men jeg blev forbavset, da jeg hørte, at den samme tale hørtes nu omkring i byerne i Fyn.”

Vi fornemmer her, at de danske ikke overalt troede på, at de kæmpede for en retfærdig sag. Og hertil kom, at nederlagene ved Dybbøl og Als gjorde ondt. Rørdam var på færde overalt med gudstjenester i det fri for soldaterne. Ofte foregik det i skoven på Hindsgavl, på Fænø eller ombord på panserskibet ”Rolf Krake” i Fænøsund.

Morten Pontoppidan har skrevet en bog om Rørdam og herfra skal bringes dette brevcitat fra hans første tid i Fredericia som feltpræst: ”Jeg lærer mere, får flere tanker, når jeg taler med bønder, med disse karle, end når jeg taler med mange af befalingsmændene. Ustuderte folk og kvinder, det er dem, der morer mig at tale med”. Morten Pontoppidan betegner det for tidens ”folkelighedsværmeri”, hvor svælget mellem almuen og den dannede klasse springes over.

Portræt af Peter Rørdam 1895