Byfoged Bluhme
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Algade, Hindsgavl · 1791–1796

Historien om byfoged Johan Bluhme, der i 1790'erne kæmpede for retfærdighed i Middelfart. Læs om genopbygningen efter storbranden i Algade og de mange juridiske sammenstød med det mægtige kammerherrepar på Hindsgavl.
Skal det være kongen eller folket, der bestemmer over en købstad? Engang var det kongen, der udpegede, hvem der skulle være den øverste i vores by. Det var byfogeden – undertiden også kaldet borgmester. I sommeren 1791 havde kongen udpeget Johan Bluhme til byfoged i Middelfart. Kort efter sin ankomst fik han nok, at se til, da der udbrød en voldsom brand i Algade, hvor en hel række huse blev lagt øde. Årsagen skyldtes fire kongelige staldknægte, der var på vej med en gave fra kronprinsen bestående af ædle heste til hans svigermor i Holsten. De var uforsigtige med en lygte i stalden hos gæstgiver og bagermester Hans Jørgensen (Algade 38-40). Der skulle genopbygges og de fremtidige huse sikres bedre mod brand og gaden gøres bredere. Det kom på plads de følgende år.
Den nye byfoged rendte også ind i en stribe konflikter med kammerherreparret på Hindsgavl, der spillede aktivt med i byens liv og velsagtens følte, at de havde retten på deres side. Det gik Bluhme frisk og frejdigt op imod. Man kom først op at strides, om et spindehus, hvor de fattige skulle tjene til livets ophold. For så vidt en fornuftig og nyttig tankegang. Kammerherreparret satte sig på denne ide og ville bestemme. Men da det var byfogden og præsten, der administrerede fattigkassen, blev der ballade og en retssag fulgte. Bluhme vandt.
Parret på Hindsgavl var langt fra færdige. De klagede over, at byfogden ikke forhindrede, at oplandets hoveripligtige bønder på vejen til Hindsga<vl faldt i druk i byens værtshuse. Den tabte man også på Hindsgavl. Så var der ballade med løsgående svin fra Hindsgavl, der drev om i byens gader. Og ved vintertid klagede kammerherreparret over mangelfuld snedrydning, da parret skulle til julegudstjeneste i kirken. De overdrev og fik deres støtter til at underskrive klagen. Men også den tabte de. De havde bl.a. skrevet, at sneen lå så højt i Sønderport, at kareten ikke kunne passere, hvilket slet ikke passede. Igen en lang næse til de stormægtige på Hindsgavl.
Byfoged Bluhme var en klog og oplyst mand, der havde været skriverdreng hos en prokurator i København, byskriver i Faaborg og fuldmægtig hos tolderen i Svendborg. Han havde taget en praktisk juridisk eksamen på Universitetet i København i786. Han var i øvrigt født i Horst i Holsten den 8. august 1764. Da han kom til Middelfart, var han gift og havde en lille datter. En søn blev født i Middelfart. Bluhme skiftede til en stilling som byfoged samt vejer og måler i Kerteminde i 1796. Om han var blevet træt af stridighederne med Hindsgavl eller om han søgte grønnere græsgange vides ikke.
Han blev i Kerteminde til 1809, hvorefter han drog til København, hvor han virkede som hof- og stadsretsprokurator. Han døde 15. oktober 1819. Det skal tilføjes, at han i sin tid i Middelfart udarbejdede den grundige og informative ”Beskrivelse over Middelfart Købstad”, der udkom på tryk i 1794. Han var ret en oplysningsmand, der stod for nytænkning og retfærdighed.
Portræt af Johan Bluhme.
#Retsvæsen


