Brogade fortæller

Brogade i Middelfart er en kort, stejl og smuk gade. Oppe fra byen åbner havn og bælt sig indrammet af gadens smukke huse, hvoraf det ældste – Henner Friisers Hus – er fra omkring 1580 og i dag rummer en værdifuld del af museet. Nede fra havnen stamper man sig opad og møder Fisketorvet og byens gamle hovedgade, og så kan man slet ikke forglemme, at på toppen af kystens banke troner kirken. Her er vi midt i byens historiske hjerte.

Det er ganske naturligt, at denne gade bærer navnet Brogade. Hvor den oprindeligt mundede ud i stranden, lå købstadens skibsbro. Vi skal langt tilbage i byens historie. Vi ved, at broen var der i 1553, hvor byens råd besværede sig til kongen over de dyre reparationer. Det betød, at man fremover måtte opkræve bropenge af de rejsende til dens vedligeholdelse.

Der var banket egepæle ud i stranden, så man indrammede en firkant, som indenfor træværket blev fyldt op med sten og grus. Så kunne man køre vogne og trække kvæg ombord i færgeskuderne. En sådan pælerammet bro var ganske sårbar. Pæleorm var en vedvarende trussel. I hårde vintre kunne drivisen angribe broen voldsomt. Undertiden var den så forfalden, at der indløb klager fra de rejsende. Så måtte man i gang med reparationer.

Skibs- og færgebroen var af livsvigtig betydning for byen. Men det var også en nødvendighed for kongemagten, så post, embedsfolk og soldater til hver en tid kunne krydse bæltet. Vi får først en mindre havn i 1837 – halvt så stor som den nuværende. Her indgik broen som den ny havns østlige mole. Nedenunder nutidens store parkeringsplads gemmer sporene sig. I planerne for Gl. Havns udvikling indgår et forslag om at markere den gamle bro i belægningen som en fortsættelse af Brogade. Det bliver nu virkeliggjort som et led i Klimabyen og netop nu er arkæologerne begyndt at undersøge jordbunden. Det giver byhistorie!