Bopladsen Ronæs Skov

Min interesse for den kendte marsvinsjagt med 30 mand fra Middelfart, der jagede dyrene ind på lavt vand ved Svinø i Gamborg Fjord, bringer mig på nye spor. I dette tilfælde er der nu tale om gamle spor. I vandet ud for Ronæs Skov befinder sig en undersøisk boplads, hvor stenalderens jægerfolk levede omkring 4000 år før Kristi. Det er havstigning på 1-2 meter, der akkurat har skjult bopladsen. ”Udgravning” under vand er en specialitet.

En del ved sikkert, at arkæologer og amatørdykkere i fællesskab har udgravet en stor boplads i Tybrind Vig og en mellemstor boplads ud for Ronæs Skov. Jeg har benyttet en fredfyldt søndag til at fordybe mig i en spændende bog om den marinarkæologiske undersøgelse af bopladsen skrevet af Søren H. Andersen fra Moesgård. Den er for mig spændende på flere måder.

For det første er det spændende at komme lidt tættere på livet i fortidens Danmark. Hvordan boede de og hvad levede de af? For 4000 år siden var landet ud til kysten dækket af urskov bestående af eg, lind, elm og ask. I skoven levede bl.a. urokse, kronhjort, vildsvin og rådyr. Eneste tamdyr var hunden. Skovbrynet bestod af tjørn, pil, rødkornel og vrietorn. Man kunne spise hasselnødder, hindbær, æbler og vel også agern.

Bopladsen lå midtvejs i fjorden, hvor Lillebælts salte vand kunne nå ind og hvor bække og Viby Å løb ud. Vandet var så mildt og tilpas salt, at der en tid kunne trives østers. Det var et rigt fiskevand, hvor man kunne sætte ruser op og fange fladfisk. Man fangede også torsk.

Og så forstod jægerne sig på at jage havpattedyr på det åbne vand fra deres stammebåde. De har nok skullet være flere om det og de har haft harpuner til rådighed. Det har været sæler, marsvin og ind i mellem større hvaler f. eks, øresvin, som de har fanget. De kendte som senere tiders marsvinsjægere til at smelte spæk og benytte olien i lamper – åbne lerskåle med væger. Man har fundet forholdsvis mange skår af sådanne lampeskåle.

Desværre forsvandt ålegræsset i 1992, hvilket betyder, at bundlaget bliver sårbart for strøm og isgang. Kultursporene forsvinder faktisk med rivende hast. Hovedkuls nødudgravninger må derfor komme på tale og i andre tilfælde må vi sige farvel til vor rige kulturarv fra dengang, hvor vi levede ved kysterne midt mellem vand og urskov. Derfra vores verden går.