← Peter Storms klumme

Helge Bruhn og Hindsgavl

15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl, Middelfart · 1921-1951

Portræt af Helge Bruhn eller udsigt fra Helge Bruhns bænk ved Julieskoven ved Hindsgavl.
Foto: Peter Storm

Historien om hvordan militærkaptajn Helge Bruhn i 1921 opdagede Hindsgavls potentiale og forvandlede hovedbygningen til et nordisk mødested for foreningen Norden.

Da Middelfart kommune uhyre fremsynet i 1921 havde opkøbt Hindsgavls avlsbygninger og Hindsgavl-halvøens marker og skove, sad godsets arvinger med bobestyrer ritmester Clauson-Kaas i spidsen stadig tilbage med hovedbygningen, parken, engen og Julieskoven. Denne del var endnu ikke solgt, da militærkaptajn Helge Bruhn tilfældigvis var på besøg i Middelfart. Han var som sekretær for den nystiftede forening Norden rundt i landet for at se efter et egnet sted for foreningens nordiske sommeraktiviteter. Han havde bl.a. set på verdenskrigens forladte militærlejre – herunder fregatten ”Jylland” ved Juelsminde.

Under sit besøg i Middelfart sommeren 1921 fik han lyst til at aflægge sin ven ritmester Clauson-Kaas på Hindsgavl et besøg. Det traf sig så heldigt, at han mødte stor velvilje fra Clauson-Kaas’ side. De to fandt hurtigt hinanden. Foreningen Norden kunne låne Hindsgavl til et nordisk sommertræf allerede næste sommer. Tilmed fik foreningen tilbud om at kunne leje Hindsgavls hovedbygning i fem år og hertil en forkøbsret. Helge Bruhn forelagde dette tilbud for foreningen Nordens bestyrelse, der accepterede det.

Det første sommerhold på 80 studenter fra Danmark, Norge og Sverige flyttede ind. Mændene kom til at sove i herskabsstalden og i karlekamrene, mens kvinderne blev indkvarteret lidt mere herskabeligt i hovedbygningen. Denne første sommer var den natlige indkvartering som sagt noget primitiv. Til gengæld var der fornemme forhold inde og ude om dagen.

Forskellige forretningsfolk med interesse for den nordiske sag dannede et aktieselskab med det formål at opkøbe hovedbygningen med mere for at kunne leje ud til foreningen Norden. Denne plan lykkedes. Gennem årene stod Helge Bruhn som administrator i spidsen for udviklingen af Hindsgavl som et velbesøgt mødested for de nordiske folk.

Det er derfor ganske naturligt, at der er sat ham et smukt minde med den såkaldte Helge Bruhns bænk ved siden af en kæmpe eg i Julieskoven med udsigt udover engen ved Gl. Slot. Lige så naturligt er det, at der i en af salene i hovedbygningen hænger et portræt af ham udført af maleren Jørgen Aabye. Helge Bruhn var født i 1872 og døde i 1951.

#Foreningen Norden#Hindsgavl#Historie#Mindesmærke

Flere klummer