Badebreve fra Baaring

På en af mine antikvariske jagter fandt jeg: Thorkil Barfod: Bobler. En Digt-Cyklus. Henrik Koppels Forlag 1920. Det allerbedste er dog undertitlen: Badebreve fra Baaring. Det er humoristisk lyrik om en ung mand på badeferie i Båringvig. Han er alene og nyder idyllen, indtil den slås i stykker af en småborgerlig familie med en cigarrygende far og en emsig mor samt deres to døtre. Den ældste kedelig og faretruende gifteklar. Den yngste en vildkat med grønne øjne.

Men i Forgaars kom her Gæster,

veritable Badegæster,

hvis Parfumestank forpester

Luften i mit Paradis.

Fruen lunter hen ad Stranden,

lidt astmatisk, fulgt af Manden,

og hun peger ud og messer

affektert mit Baarings Pris.

– –

Jeg ligger og lurer,

naar Julie bader!

Ligger oppe paa Skrænten,

hemmeligt, skjult,

bag en tæt Busk,

med en Kikkert!....

Et sommerdrama begynder. Helten drages mod pigen og overrumpler hende på stranden med et kys. Barfods badebreve åbner for en tid langt borte. Han er journalist på Fyns Venstreblad 1919-20 og udgiver i 1921 en lille roman “Snefnug”, der er et tidsbillede fra Odense. Han er født i 1889, bliver forfatter, kommer på finansloven og dør i 1947.

Jeg forstår godt, at han må digte om dette smukke sted. Der findes allerede fra hans debut i “Kvindekys og anden Gift” (1911) et digt med titlen “Baaring”. Lad ham nu beskrive udsigten:

Graavær og lave Skyer.

Æbelø ligger og svømmer

tungsindigt langt ude i Disen

som et Havdyr, der drømmer,

med den skæve Rygfinne rejst

over Havspejlet,

der ligner Bly.

Selv Luften har skiftet Tone.

Det er, som det skuler vredagtigt

inde fra dens Dyb.

Og Marehalmsklingerne stritter

med visne Spidser

som Pæle i et Gitter,

der spærrer alle Veje

til Paradiset!