Sælhage Næs på Brandsø

Jeg har et blødt punkt for afdøde forfattere og kunstnere – ikke mindst når de har haft tilknytning til vores egn. Det kan jeg da nok undre mig lidt over. Men den korte version er, at de på en anden tid har beskrevet steder, vi kender. Det hører også med til min fascination at opspore dem og forsøge at indkredse dem – en drømmende form for genoplivning.

Digteren Sigfred Pedersen fra Harndrup er ikke så svær at vække til live, men for mig dukker alligevel hele tiden nye sider op. I sine unge dage læste han til cand. polit. på Københavns Universitet og fik skam også sin eksamen. Han læste såmænd sammen med Tido Wedell fra Wedellsborg. Det blev et livsvarigt venskab, der blandt andet førte til, at Tido lod Sigfred få lov at låne et af husene på Brandsø som feriebolig. Frisk luft og ro kunne nok være tiltrængt. Huset findes endnu og kaldes Sigfreds Hus og bebos nu om stunder i sommertiden af maleren Bjarne Kingo fra Strib.

Det skal ikke glemmes, at Sigfred ved siden af et være en populær visemager også var en fin poet. Men det er svært i Jantelandet, hvor pop ikke må være kunst og kunst ikke må være pop. Han tilegnede Tido digtet ”Grågæs over Brandsø” og lad os tage de sidste strofer:

Knugende, rugende, alt opslugende

lukker sig mørket om Lillebælts kyst.

Man stænger og slukker. Den ganske ø blunder.

......Med et høres skrigene ......

Jeg ser mod den sorte, regntunge himmel

høstnattens evige, vældige under:

en mile-lang kile, en tordenkile

af trætte, korn-tunge trækkende gæs,

der stryger med smeld som haglvejrs-iling

lavt over mit ensomme bo ved det ensomme Sælhage Næs.