Andersen krydser Lillebælt juni 1850

H.C. Andersens dagbøger rummer et væld af oplevelser og refleksioner. Og så kan de ind i mellem bruges til at få et dagligdags lys på historien. Vidunderligt også for en lokalhistoriker. Midt under Treårskrigen er Andersen lørdag den 8. juni 1850 på vej fra Fredericia til Odense. Hen under aften ankommer han til Snoghøj efter at have tilbagelagt den smukke vej. Han træffer her nogle officerer, der render sammen med færgebestyreren, kammerherre Riegels hver lørdag.

Riegels brodersøn hjælper ham til et godt værelse i værtshuset og viser ham forinden sengetid rundt i brohovedet, der nu igen er ved at ligne sig selv som en velplejet have og ikke et militært forsvarsanlæg. Andersen bemærker en gran, hvis top synes at være taget af en bombe, og kigger også over til de danske batterier på den fynske side. Andersen registrerer som vanligt også følsomt sit eget sind. Læs bare.

”Klokken halv elleve i seng; lidt efter 12 vågnede jeg ved en fæl drøm; jeg syntes jeg blev overfaldet og nu da jeg for op, var alt dødstille og tusmørke, jeg følte mig uhyggelig i den ensomme fløj af huset, så ud af vinduet, ned mod stranden stod to genstande, som mennesker eller træer, de bevægede sig, men langsomt, kom altid nærmere, syntes at snige sig hen mod huset, der blev de borte, lidt efter kom den ene tilbage og gik om af den anden side, han så flere gange op til mine vinduer, som om han blev noget var der; jeg gik længe og drev, klokken blev eet, gik så i seng og sov til halv tre; stod derpå op, kaldte halv fire på pigen, fik kaffe, og da jeg spadserede op af Koldingvejen kom posten uden passagerer, jeg var den eneste.”

Efter denne korte nattesøvn kunne Andersen tidligt søndag morgen fortsætte turen til Odense. Her med hans egne ord:

”Sejlede ene med én karl over i en lille båd, der var stærk strøm, sejl og én åre; der kom i Middelfart to passagerer den ene, en ung præst havde nær forsovet sig; jeg fik dem, som tokabsrygende ind i den midterste del af vognen og sad ene i kupeen, under kørslen mødte vi flere afdelinger af danske tropper, jeg led af at komme ud og lade vandet, men måtte holde ud til Gribsvad, jeg var ganske lidende og som blæren ville sprænges. På vejen videre sov jeg lidt. – Klokken henimod ti rullede jeg ind i min gamle fødeby; med tak til Gud der havde ført mig frem i verden, her skulle jeg uden ham have siddet som en fattig håndværker, til spot af kammeraterne, det er 31 år siden jeg drog herfra, han som har ført mig den tid vil ikke slippe mig i tiden der kommer.”

Selv i hans dagbog genkender vi på alle måder vor fantastiske eventyrdigter. Han har øjnene med sig. Og sproget er levende ned til mindste detalje. Lokalt kan vi glæde os over, at han har skrevet så nært om sin tur fra Snoghøj via Middelfart til Odense.