Alle pengene værd
15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl, Fænø, Lillebæltsbroen · Stenalderen og 1867

Historien om Hindsgavldolken, et mesterværk i flint fra stenalderen, der pryder den danske 100-kroneseddel sammen med Lillebæltsbroen. Læs om dens oprindelse på Fænø og den imponerende håndværksteknik.
En tid endnu bruger vi vel pengesedler. Lad det endelig vare længe, for vore pengesedler er smukke. Nu har vi ovenikøbet fået nye – og en af dem er hundredekronesedlen. Set med lokalpatriotiske øjne er den dog endnu mere værd, fordi den bærer to lokale motiver: Lillebæltsbroen og Hindsgavldolken.
Hindsgavldolken er et meget smukt flintestykke fra slutningen af stenalderen tæt ved overgangen til bronzealderen. Dolken er et pragteksemplar som næppe er udformet til hverdagsbrug, men derimod sandsynligvis som en gravlæggelsesgave for en fornem mand, der i graven ofte havde en sådan dolk placeret ved bæltestedet. Den er fundet på Fænø i 1867 og bragt til Hindsgavl, der ejede Fænø. Herfra nåede den ad videre omveje til Nationalmuseet. På Middelfart Museum har vi en kopi i kunststof. Tænk om vi kunne få lov at låne originalen.
Dolken er hugget ud med en tynd klinge på lidt under en cm. Den er næsten 30 cm lang og har fiskehalefacon i grebet. Den ligner ganske meget en bronzedolk, som på den tid findes længere nede i Europa og langsomt vandrer nordpå. Vore flintesmede har beundret disse bronzedolke og efterlignet dem. Vi har imidlertid også eksempler på, at vore flintedolke har vandret den modsatte vej og meget højt skattet.
Den er udhugget med en særlig teknik, den såkaldte ”bløde teknik”, hvor man først slog på flinten med en blød hammer af hjortetak eller hårdt træ, og dernæst brugte en stok til at trykke flinten af i små baner.
Nok er det et par tusinde år siden, at dolken blev skabt. Men den er stadig alle pengene værd.
#Hindsgavl#Historie#Middelfart Museum


