1799 fik Middelfart apotek
15. oktober 2026 · Peter Storm · Algade, Middelfart · 1799–2014

Historien om Middelfarts første apotek fra 1799, grundlagt af Hans Christian Tscherning. Læs om kampen for at få apoteket til byen og flytningen til den klassicistiske bygning i Algade 36.
Man havde haft apotek i Assens siden 1698. I Middelfart fik man først apotek i 1799. En provisor fra Assens apotek havde i 1748 forgæves søgt tilladelse til at oprette apotek i Middelfart. Myndighederne mente, at middelfarterne kunne blive betjent af apoteket i Fredericia.
Middelfarts første apoteker hed Hans Christian Tscherning og var født i Vejle i 1775 som søn af den stedlige apoteker. Apoteket havde i begyndelsen til huse i Algade nuværende nr. 63. Ved siden af apoteket drev han omfattende urtekramvirksomhed med sjældne og eksotiske sager. Han annoncerede sågar helt i Ribe med fransk spiritus, alle slags specerier, chokolade, syltede kapers, kinesisk soja, citroner, lugtende vande og andre fine sager. I Bogense oprettede Tscherning en filial med en provisor som bestyrer. Apoteker Tscherning døde i 1821, hvorefter hans enke sammen med sønnen Johan Nicolai Tscherning videreførte virksomheden, indtil hun solgte til apoteker Carl Frederik Sigfred Berg i 1825, så måtte sønnen finde en anden næringsvej. Han blev i stedet købmand i Middelfart.
Apoteker Berg var født i Kristiania i 1800. Da han var seks år gammel døde begge hans forældre og han blev opdraget hos en baronesse Brockdorff i Odense. Han kom i latinskole og blev siden discipel på Svaneapoteket i Odense. Han solgte apoteket i Middelfart allerede i 1832 og slog sig ned som brændevinsbrænder og købmand i Algade 63. Hans efterfølger apoteker Schondel købte i 1842 Algade 36.
Apoteket som vi husker har altså ligget på sidstnævnte adresse i 172 år, hvilket dog er en post. Det blev bygget om i 1926, hvor facaden ændrede karakter. I nyere tid er der som det ses foretaget yderligere modernisering af butik og indgang i respekt for det smukke hus. I øvrigt er den nærmest klassicistiske bygning opført efter den store brand i Algade i 1791 og sandsynligvis bygget af sten fra Hindsgavls teglværk. I 2014 flyttede apoteket til større og mere tidssvarende lokaler i Jernbanegade.
Illustrationen viser apoteket i 1926.
#Algade 65#Arkitektur#Hindsgavl#Historie


