Vandbakkelser fra Grimmerhus

En ung mor med barnevogn på vej fra København til Skagen fortæller, at hun i Middelfart en sommereftermiddag i 1936 nærmest blev halet ind på Grimmerhus . Guri Schade var den sommer blevet lidt af en verdensberømthed, fordi hun havde sat sig for på egne fødder at trave gennem det ganske land med sin 13 måneder gamle Virtus i barnevogn, mens faderen, digteren Jens August Schade blev hjemme. Senere på året udkom hendes bog ”Med Virtus gennem Danmark”. Hvad skriver hun så om Middelfart?

”Den muntre gæstfrihed, vi mødte i Middelfart, skal jeg sent glemme. Vi blev halet hen på Grimmerhus, et gammelt enkesæde til Hindsgavl, hvor der nu er pensionat. Jeg fortæller det, fordi jeg aldrig har set så sødt og livligt et selskab som det, vi dumpede ind i. Der var masser af mennesker. De kvidrede op om os som fugle. Jeg var ved at blive flået og kan levende sætte mig ind i, hvordan Lindberghs flyvemaskine – ja, for det var vel hans maskine – må ha’ følt sig, da den blev brugt til souvenir. Jeg kom derfra uden hæl (det var et par ekstra sko, jeg havde fået i dag undervejs) men til gengæld beriget med termoflaske med kaffe i og en kæmpepose vandbakkelser til Virtus. Selv havde jeg fået min part med crème over, siddende på en stol midt i den leende, glade flok.

Solen gik over broen og begyndte at synke ovre i Jylland. Grå og lysende og ufattelig lang lå den vidunderlige bro foran os. Vi fulgte efter solen. Før har jeg altid regnet Fyn og Jylland for to forskellige verdener, men nu smeltede de sammen. Man går imellem dem og ved ikke, hvornår man er på Fyn og hvornår i Jylland. Bæltet var blygråt og stille, når vi så fra den flammende himmel, men vandet var grønt og gult og rødt i alle bølgerne inde under broen. Jeg har gemt al denne dejlighed i mine tanker.

Vi blev i mørket fulgt mod Fredericia af en ung Mand fra Middelfart og af grævlingehunden Dax. Den blev til sidst træt i poterne og kom op i vognen til den sovende Virtus. Så var der een dreng og tre hunde i den, for Virtus har fået to hunde foræret på turen, en hvid og en rød. Det kneb lidt med pladsen, men hvor der er hjerterum, er der også husrum. Virtus måtte endda sidde ret op og ned, for hele vognen var stoppet fuld af æbler fra Fyn. Vi spiser og spiser for at lænse vognen lidt engang imellem.”