Havnefoged Christian Nissen Wiis
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Brogade, Smedegade · 1835-1926

Portræt af den markante havnefoged og marsvinsjæger Christian Nissen Wiis, der fragtede post under krigen i 1864 og blev den sidste oldermand for det historiske marsvinjægerlaug.
Christian Nissen Wiis optages i marsvinjægerlauget i 1851 og bliver med tiden en af dets centrale skikkelser. Han er enrolleret matros og skal i tilfælde af krig gøre tjeneste i flåden. Da krigen 1863 nærmer sig, melder han sig da også, men bliver i stedet sat til med sin sejlbåd at besørge post og passagerer mellem det belejrede Fredericia og det fri Fyn. Her har han hjælp af en anden marsvinsjæger, Søren Jeppesen. Huset i Brogade 7 bliver under evakueringen brugt af danske soldater, der indendøre går hårdt til træværket, som de bruger til at fyre med.
Efter krigen sejler han med sin båd ”Krinolinen” paketfart mellem Middelfart og Kolding. Han får sæde i byrådet 1875-1897 og er formand for våbenbrødrene i 30 år. Han er havnefoged fra 1897 til 1915, hvor han runder 80 år. Han er Dannebrogsmand. 1892 flyttede parret fra Brogade til Smedegade 17, hvor de kan fejre diamantbryllup med hornmusik om morgenen, telegram fra kongen og fakkeltog om aftenen af 1000 borgere. Hustruen Birgitte Nissen Wiis dør 1922 og selv dør han 1926.
Branddirektør og lokalhistoriker Christian Behrendt indleder en længere artikel i 1921 om marsvinsjæger-lauget med egne barndomserindringer om Christian Nissen Wiis og hjemmet i Brogade:
”Min fader var nemlig forpagter af fangsten, hvorved man jo uvilkårligt blev interesseret for den. På fangstdagene hed det i mørkningen: ”Gå over til Chr. Nissen og hør, hvor mange svin de har fået i dag.” Den omtalte marsvinsjæger, var vor genbo og var ret en type på en Middelfart fisker, kraftig bygget, djærv og bestemt, med en egen evne til at sige sin mening uden persons anseelse, dertil af gammel Middelfart slægt, idet hans forfædre i ca. 5 generationer havde boet i Brogade, og mulig endnu længere; endelig en stor børneven; jeg mindes den lille grønmalede stue til gården, hvor familien indtog sin aftensmad, og hvor man altid havde en ”rytter”, d.v.s. et stykke rugbrød med flæsk på, til drengen fra det betydelig bedre madsted fra den anden side gaden, og hvor det smagte drengen! Og når min fader om morgenen havde været i trankogeriet og tran-lageret, da kan det jo ikke nægtes, at han og vor hund bragte noget af lugten med til min moders rædsel, min fader derimod holdt af den; hans fader havde ligeledes forestået driften af trankogeriet, og tranlugten var for ham en kær barndomserindring. Og når endelig efter endt opflæskning marsvinsjægerne mødte hos fader, der var ejer af det gamle hotel i Brogade, og blev råbt frem part for part, modtog pengene og som en art kvittering fik en dram i tilgift: da står alt dette for mig som kære minder fra barndomsårene.”
Christian Nissen Wiis blev født 1835. Faderen var marsvinjæger og færgeskipper. Han blev gift med Birgitte Oline Holbech, født 1834, datter af avlsbruger Peter Holbech, der havde sin gård på hjørnet af Søndergade og Algade. De får 1864 en datter Marie Antoinette, der forbliver ugift og på sine ældre dage flytter ind hos forældrene i Smedegade 17. Sønnen Niels Nissen Wiis, født 1862, bliver lods og havnefoged i Fredericia. Det falder i Christian Nissen Wiis’ lod at blive marsvinjægerlaugets sidste oldermand, der lukker det minderige laug i 1898.
#1864#Historie#Marsvinsjagt#Skibsfart_Transport#Smedegade


