Figaros bryllup i Middelfart

Der lå engang et stort hotel i Brogade lige ned til Lillebælt. Her kunne gæster på gennemrejse overnatte og her kunne man holde ferie. Hotellet kunne meget mere. Det havde fået sig en stor sal i den ny tilbygning i 1880. Her kunne de lokale holde familiefester. Her kunne foreninger afholde generalforsamling. Her kunne omrejsende teatre vise forestillinger. Orkestre kunne spille til ørerne og undertiden spille op til bal.

En af byens sønner Hugo Seligmann var blevet en kendt musikanmelder ved dagbladet Politiken. Han havde musikalsk talent og viden. Selv komponerede han også musik. Og så var han en god journalist, der lagde vægt på, at hans anmeldelser skulle være velskrevne. Han søgte ind til kernen i den musik, han anmeldte. Var den god eller dårlig? Han skrev, hvad han mente. Derfor var der nogle, der fandt han var alt for hård. Så han havde venner og fjender.

Jeg har kredset en tid om ham, fordi han var fra Middelfart. Hans far Maxmillan Seligmann var byens og egnens læge og tillige sygehuslæge på det første og lille sygehus på Blindebomsvej. Det er for længst nedrevet. Familien Seligmann boede i det store smukke hus Nygade 5. Her blev Hugo født 1877. Han blev student 1896 i København. 1919 blev han ansat på Politiken. Han døde 1947. Efter hans død udkom en samling af hans musikanmeldelser og artikler under titlen ”Efter koncerten”. I den fandt jeg et lokalhistorisk guldkorn: ” Figaros bryllup i Middelfart” skrevet torsdag 17/2 1933.

Det er en anmeldelse af Mozarts opera opført på Hotel Melfar af Det kongelige Teater! Det er dog en begivenhed af de helt store. Han skriver bl.a.:

”At berette om begivenheden, således som den formede sig – jeg kan ikke andet end sige om den, at det var fortryllende. Nede i München, i Prinzregent-Teatret, den lille henrivende rokokoæske, har jeg i sin tid oplevet Mozart på en for mig ny måde, og det var ikke blot de udmærkede kunstnere men også rammen og det diminutive, der forlenede det hele med en intensitet, som fik Mozarts geni til at funkle endnu intensere og rigere facetteret end nogen sinde. Teatersalen i Hotel Melfar, det gamle Behrendts Hotel, min barndoms strålende himmelsal – ja helt på højde med hverken med Münchener-pragten eller barneårenes fantasislot kom det jo ikke. Men selv om væggene var rykket nærmere sammen, så det kneb med at genkende dimensionerne, så var der dog som erstatning for det manglende grandiose noget så hyggeligt og hjemligt – og de fire løver oppe i loftet stoltserede i alt fald stadig lige hoffærdigt med halen, som da min krop var knap halvanden alen lang.

Opførelsen af Figaros bryllup på Middelfart Teater blev en ægte Mozart-forestilling. Ikke en fremførelse. Over for hvilken man måtte lade kritikken slumre, eller som man i alt fald blev nødt til at se relativt på. Det blev Det kongelige Teaters fremførelse. Og modtagelsen den fik? – Tilhørernes indstilling overfor et værk, som, tør man vel gå ud fra, sikkert kun en lille procentdel var virkelig bekendt med – de allerfleste havde formodentlig aldrig hørt en opera før. Men hvor fjern eller nær Figaros bryllup var dem – den ting var ikke til at tage fejl af: vi var 321 middelfartere, og Mozart gik i os som varmt brød. Vi forstod ham alle sammen, frydede os over ham, og alle var vi medvidere i hans underfundige spil i gratiens, ungdommens og elskovens tegn.”

Vi må glæde mig over, at 321 Middelfart fik den store oplevelse. Og jeg kan forstå, at det har været en særlig oplevelse for Hugo Seligmann, der havde trådt sine barnesko i vores dejlige by.

Foto af Hugo Seligmann.