Færgeskuder på Middelfartsund
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfartsund, Kongebroen · Middelalderen til 1796

Gå på opdagelse i historien om Middelfartsunds ældste transportmidler. Fra fladbundede både til 'Kongens Færge', der fragtede heste og regenter over Lillebælt.
Middelfart ligger ved den smalleste del af Lillebælt – en gang kaldet Middelfartsund. Det gør os både til færgeby og søkøbstad. I middelalderen var transport over land besværlig, hvorfor skibsfarten dominerede handelsvejene. Lad os se lidt nærmere på de ældste færger eller nok rettere færgeskuder.
En skude er et mindre skib med en eller to master. Det er velegnet til transport over kortere afstande med mindre laster. En skude kan gå tæt på land og måske endda lægge til ved en skibsbro, hvorved ind- og udladning lettes.
Vores lokalhistoriker Chr. Behrendt beskriver i bogen ”Færgeløbet ved Middelfart” de gamle færger nærmere. En gængs færge kunne være på 4-5 læsters drægtighed (svarende til 90-120 tønder rug eller 20 soldater eller 10 heste). Køllængden kunne være 17 alen (11 m) og med en dybdegang på 4 fod (1,2 m). En flad og bred skude uden dæk. Den havde som regel to master, hvor den forreste og største førte et råsejl, sådan som det kendes fra vikingeskibe. Den mindre agtermast førte gaffelsejl.
Til færgefarten hørte også nogle både udelukkende til passagerer på 20-22 fod (6-7 meter). I ældre tid var der tale om fladbundede både, der som regel skulle ros, da de ikke var velegnede til sejlføring. Siden blev de ændrede til klinkbyggede både, hvor man som hovedregel brugte sejl.
Endelig kendes en større færge, der tilhørte kongen og derfor kaldtes Kongens Færge, som var forbeholdt kongen og hans folk ved rejser gennem riget. Den lå ved Grimmermosebroen, som i dag kaldes Kongebroen. Indimellem stod den på land, hvorfor den blev udsat for et større forfald og tit måtte repareres. Den kunne rumme 16-20 heste. Den sidste kongelige færge blev solgt ved auktion til kammerherre Adeler på Hindsgavl i 1796.
#Færgefart#Hindsgavl#Historie#Skibsfart#Søkøbstad

