En maler ved Kongebroen
15. oktober 2026 · Peter Storm · Kongebroen, Hindsgavl, Grimmermosehuset · 1800-tallet

Oplev Jens Peter Møllers stemningsfulde maleri af Kongebroen fra 1832. Artiklen kaster lys over et stykke lokalhistorie med fokus på skibsbroen, gæstgivergården og det historiske Grimmermosehus.
Hvor glad man dog bliver, når et ældre maleri med et elsket lokalt motiv dukker op. Her et oliemaleri af Jens Peter Møller fra 1832 forestillende Kongebroen. Man ser skibsbroen, den lille gæstgivergård, der oprettedes af Hindsgavl i 1812 og bag denne ser man Grimmermosehuset, der heldigvis stadig ligger her og skaber historisk fornemmelse. Maleriet var på auktion hos Bruun Rasmussen i maj 2019. Det blev udstillet på Charlottenborg samme år som dets tilblivelse og har tilhørt Adam Wilhelm Moltke, der sad i regeringsrådet med titel af statsminister.
Samme motiv og kunstneren kendte jeg længe til. I Erik Housteds gode oplysende værk ”Fra færgesmakke til hængebro”, A/S Elbo Tryk 1977, ser man på side 102 en tuschtegning dateret 1854. Om det er en skitse udført før maleriet blev til i kunstnerens atelier, så er dateringen forkert. Tegningen kan også være fra længe efter maleriets tilblivelse. Jeg vil nu tro, der netop er tale om en skitse til brug for udførelsen af maleriet. Lad det nu stå åbent. Både tegning og maleri er dejlige. De rummer for os i Middelfart fine detaljer og giver et autentisk billede fra en svunden tid.
Kunstneren er født i Faaborg 1783 og død i København 1854. Uddannet malersvend i Slesvig. Blev 1803 optaget på Kunstakademiet i København. Han uddannede sig som malerikonservator i udlandet. Studerede med sin ven maleren Eckersberg i Paris. Han var konservator ved Den kongelige Malerisamling, tegnelærer ved Søkadetakademiet og inspektør ved Moltkes Malerisamling.
#Arkitektur#Færgefart#Hindsgavl#Historie#Lillebælt


