Aldrig før så stort et følge

Den 28. august 1909 døde Elise Hansen, f. Jespersen fra Risbro på Fønsskov i København på Finsens klinik. Sådan skrev hendes ægtefælle, forpagter Jens Christian Hansen i dødsannoncen i Middelfart Avis. Middelfart Venstreblad havde en notits 31. august, der omtalte den afdøde som en betydelig og god kvinde i det store hjem på Risbro. Samme Avis fulgte op 6. september fra jordfæstelsen og skrev, at der aldrig før var set så stort et følge på Føns kirkegård.

I Middelfart Avis kunne læses en helt usædvanlig lang reportage fra jordefærden underskrevet Kristian Lohmann, der ikke er journalist på avisen, men derimod en bekendt politiker (1852-1919). Han var gårdmandssøn fra Åsum og blev en tid højskolelærer med grundtvigiansk livssyn. Han omtales med rette som veltalende. Han kom i den fynske bondestands brandkasse. Han debuterede i politik med i 1892 at slå sin tidligere meningsfælle pastor Henning Jensen ved folketingsvalget i Middelfart 1892 og repræsenterede denne kreds, indtll han blev slået af redaktør Slengerik i 1901. Han har utvivlsomt været en god ven af huset og en bekendt fra det politiske liv af Elise Hansens mand, der var forpagter af Risbro, som hans far og bedstefar havde haft i fæste før ham.

Lad mig citere fra Lohmanns indlevede og velskrevne beretning fra jordefærden:

”Skønt her er en lille mil fra Føns kirke til Risbro, som ligger langt ude ved Fønsskov, var her dog ved tolvtiden samlet et par hundrede mennesker, og den store gård var aldeles overfyldt af vogne, som alle røbede de vestfynske bønders kendte sans for gode og smukke køretøjer. Efter at den store, i visse måder meget repræsentative forsamling, hvoraf mange jo havde rejst langt, havde spist frokost i dels i stuerne, dels i et stort telt i gårdens meget hyggelige have, blev fru Hansens kiste båret ud i haven, hvor sørgehøjtideligheden begyndte.”

Der blev sunget salmer og talt af flere lokale skolelærere. Herefter ordnede følget sig og det store vogntog på nogle og fyrretyve vogne satte sig langsomt i bevægelse.

”Henne på højen i den nordøstlige del af haven lagde vi mærke til, at gårdens piger havde samlet sig i en flok. De så så langelig efter vognen med deres madmoders blomstersmykkede kiste, indtil den skjultes for dem mellem vejkantens levende hegn. Dette var som en levende illustration til de ord, der nylig var blevet talt hist henne i haven, Fru Hansen lod ikke sine piger gå for lud og koldt vand, som man siger; hun tog dem kærligt ind til sig, holdt øje med dem både hjemme og ude, hun optugtede dem på sin fint milde måde.”

”Da det store vogntog ved halvfiretiden kom til Føns kirke, var også her samlet en del mennesker, som ønskede at hilse Fru Hansens støv den sidste ære. Mens kisten bares ind i den med lys, blomster og grønt smykkede kirke, spilledes sørgemarchen over Thorvaldsen. Det storladne tonestykke, som af gamle Hartmann oprindelig er tænkt ledsaget af basuner, tog sig unægtelig lidt spinkel ud på kirkens harmonium, men det passede ikke desto mindre særdeles godt til forholdene i den lille, ældgamle, men smukke kirke. Navnlig sørgemarchens blødere partiet kom godt frem og faldt godt sammen med den milde, vemodige stemning, som herskede ved denne jordefærd.”

”I lørdags kom al denne herlighed (naturen - min anmærkning) imidlertid ikke til sin ret. Vejret, som hele dagen havde været mørkt og truende, slog hen over middag over i en jævn og stadig tiltagende regn. Havet lå mørkt og truende, og den dejlige bøgeskov ved Sparretorn skjulte sig næsten i tåge. Skyerne drev lavt hen over Fønsvang, som man kalder den lavning, der skyder sig ind mellem Udby og Føns kirker, og regnen strømmede uophørligt ned over det velsignede korn, som stod ludende og sammensunket på alle marker, så langt øjet rakte.”

Jeg har ladet Kristian Lohmann føre ordet fra den store og stemningsfyldte begravelse, der i al sin sørgmod vækker en svunden tid på Fønsskov til live. Filmisk kører vogntoget bag Elise Hansens kiste fra Risbro til kirken i Føns.

Foto PS 22.9.2008 Føns kirke.