En redningsdåd
11. juni 2022 · Middelfart Byarkiv, Lisbet Vognsen · Fænø · 1959
Tekst og fotos: Middelfart Byarkiv — gengivet med tilladelse.

30. juli 1959 havde den 15-årige Niels Andersen fået lov til at sejle med over til Fænø. Han var på sommerferie i Middelfart og boede under opholdet i ”Feriebyen”.
Ved færgelejet Odden lå en motorbåd klar til at fragte en tankbil over Bæltet. Tankbilen var lastet med 3000 l olie og 1000 l benzin, som var beregnet til gårdene på Fænø. Den skulle køres ombord på en pram for at blive færget over.
Man havde i nogen tid ventet ved Odden på, at et uvejr skulle drive over. Men nu så det ud til at klare op, og overfarten begyndte. Niels og chaufføren befandt sig på prammen siddende i tankvognen førerhus.
Midt ude i Bæltet fik et kraftigt vindstød pludselig prammen til at vippe. Niels og chaufføren skulle straks springe udenbords. Niels måtte ud i samme side som chaufføren. Prammen vippede atter, og mens Niels hoppede ud til den rigtige side, faldt den chokerede chauffør ind under tankvognen. Niels havde netop bestået livredderprøven, og ved en modig og resolut handling fik han chaufføren fri og hjulpet ham om bord på motorbåden.
Straks efter tippede tankbilen af prammen og sank til bunds på næsten 40 meters dybde.
Niels fik et guldur i belønning. Han blev også indstillet til en hæder af Carnegie-Fonden, som overrakte ham et bæger med denne inskription:
Niels Peter Andersen
>
For modig færd
>
30\. juli 1959
>
Justitsministeriet
Tankbilen blev efterfølgende bjærget af Falck fra Middelfart. De fik assistance af frømænd fra Odense samt ekstra kranvogne fra Ejby og Odense. Redningsaktionen varede 3 dage.
Litt.: Avisartikler i Ekstrabladet, Odense og en Fredericia-avis
Billeder
Klik på et billede for at se det i stort format.
Redningsdåd
#Feriebyen#Fænø#Niels Peter Andersen#Odden

